
David Guetta
One Love
David Guetta: One Love
GAFFA
Album / EMI Music
Udgivelse D. 24.08.2009
Anmeldt af
Thomas Borre
Der er dømt fire friske til gulvet, når den parisiske pretty boy David Guetta slår sig løs på sit fjerde album One Love, der er en ørkenvandring i dansemusik-klicheer og idéforladte titler/tekster - se bare på tracklisten: Sexy Bitch, On The Dancefloor og I Wanna Go Crazy. Men det kommer altså også fra manden, der står bag en mixtape-serie, som hedder F*** Me I'm Famous. På den lettere svulstige åbner When Love Takes Over - der kunne lyde som en teknoid udgave af Meat Loaf - får den franske pop-festhelt selskab af Kelly Rowland, hvis fornemste egenskab i mine øjne og ører er, at hun har stået i baggrunden af Beyoncé i Destiny's Child. Det blive desværre ikke meget bedre på de efterfølgende 14 skæringer. Endeløse house- og dance-stilgreb klæber sig til albummet, og diverse vokale gæstebidrag - med ovenfornævnte Rowland og Akon som de mest celebre - gør altså ikke skaden bedre. Jeg får allermest lyst til at hive Ibiza-solskyggen helt ned om ørene og glæde mig over, at det trods alt ikke var dobbelt-cd-deluxe-udgaven, jeg blev bedt om at forholde mig til.