
Bee Gees
Live By Request
Bee Gees: Live By Request
GAFFA
DVD / Universal Music
Udgivelse D. 24.08.2009
Anmeldt af
Simon Høgh Meldgaard
At lave et tv-program, hvor folk kan ringe ind og bede deres yndlingsband om at spille et nummer, virker som en frisk idé. Men det dur ikke her. Showet er en del af en lang serie fra sidst i 90'erne og starten af 00'erne, der også tæller en lang række andre kunstnere. Bandet skal hver gang høre på "Ih, hvor har jeg altid været fan" fra dem, der ringer ind, og kommer derfor aldrig rigtig i gang, og det otte nummer lange medley sidst i sættet, sammen med manglen på andet end storhits, får det til at virke, som om sætlisten er planlagt i forvejen. Brødrene virker ellers glade, og Robin, ham med den ringende stemme, synger mere rent og klingende end nogensinde. Det, sammenholdt med den flade og sparsomme instrumentering, gør, at sange som I Started A Joke bliver så vamle, at selv Barbara Cartland ville få lyst til mere råhed. På plussiden tæller meget høj lyd-, og især billedkvalitet. Man kan næsten skære sig på brødrenes fortænder. Skal det være, er One Night Only fra '98 et bedre valg.