x
Hank Williams III & Assjack: Store Vega, København

Hank Williams III & Assjack, Store Vega, København

Hank Williams III & Assjack: Store Vega, København

Anmeldt af Nana Vogelbein | GAFFA

Det er meget sjældent, at country-musikkens outlaw nummer 1, Shelton Hank Williams a.k.a Hank III, gæster disse breddegrader, og derfor var det også noget af et scoop, da Vega kunne offentliggøre, at kunstneren, som det eneste sted i Skandinavien, ville besøge den danske hovedstad på den igangværende Europa-turné. Koncerten skulle oprindeligt havde fundet sted i Lille Vega, men på grund af en overvældende interesse blev den flyttet til spillestedets største koncertsal. Det var en klog beslutning, for Store Vega var næsten fyldt til bristepunktet af lige dele danskere og svenskere, da Hank III og guitar tirsdag aften på slaget 21 entrerede scenen i selskab med fem andre musikanter på henholdsvis banjo, kontrabas, trommer, violin og slideguitar.

Hank III er barnebarn af countrylegenden Hank Williams, der er en af de mest skelsættende kunstnere inden for genren honky-tonk. Det fornægter sig ikke. Både udseende- og vokalmæssigt ligner de to hinanden, og ligesom farfaren centrerer Hank III sine tekster sig om længslen efter kærlighed, det frie liv, alkohol og stoffer. Hank III har aldrig lagt skjul på, at han drikker, ryger og sniffer sig gennem tilværelsen, og at hans bedste ven hedder Magnum. Musikeren bander og svovler i et væk og giver gerne fingeren til mainstream-countrykulturen, som han foragter. Af samme grunde er han en torn i øjet på den Nashville-dominerede industri, der hvert år omsætter for et svimlende millionbeløb. Hank III er imidlertid bedøvende ligeglad med at få del i kagen, hvis det betyder, at han skal indordne sig. Han nægter ganske enkelt at følge industriens regler og etikette. 

At der er meget langt mellem nutidens pop-country og Hank III's old-school version af genren er soleklart, og det blev skåret ud i pap, da bandet åbnede koncerten med nummeret "Straight To Hell" fra 2006-udspillet af samme navn. Det blev startskuddet til knap en times rundtur i bagkataloget og opvisning i country & western Hank III-style. Energiniveauet på scenen var højt, publikum var tændte, og numre som "Smoke & Wine", "Pills I Took", "Long Hauls and Close Calls", "Country Heroes" og "7 months, 39 Days" røg ud over scenekanten i en sådan fart, at det var med at holde godt fast, hvis man ikke ville blæses omkuld. De seks musikanter leverede sublimt sammenspil, og specielt violinist Adam McOwen og slideguitarist Andy Gibson satte en tyk streg under, at de besidder den præcision og fingerfærdighed, det kræver at spille fejlfri country-musik i sådan et hæsblæsende tempo. Af og til blev der lånt musik fra Hank III's forbilleder, der udover farfaren blandt andet inkluderer navne som Johnny Cash og Waylon Jennings, men Hank III fik slået fast, at han er helt sin egen og meget mere end et berømt efternavn.

Præstationen var til et stort "yiihaaaa" og seks stjerner, og sådan fortsatte det faktisk et godt stykke ind i koncertens anden del.

(******)

Når country lugter af punk

Hank III har for vane at splitte sine koncerter op i tre. Efter den traditionelle countrydel kommer et Hellbilly-sæt, hvor frontmanden bytter country-guitaren ud med en elektrisk af slagsen, og violinisten og slideguitaristen storforbruger deres effektpedaler. I Hellbilly-sættet stammer inspirationen fra rockabilly- og punk-genren. Musikken betegnes som cowpunk eller honky punk, og Hank III slipper godt fra at lægge en mere hårdtslående afstand til den klassiske country-stil.

Det bekom også publikum vel, og gulvet foran scenen blev omdannet til et hoppende menneskehav, da musikerne leverede "Dick in Dixie", der uden tvivl er Hank III's største hit. Igen brillerede violinist McOwen, og hans bue fløj over strengene med en sådan hast, at det var et under, at der ikke gik ild i instrumentet. Desværre begyndte lyden at mudre lidt, og intensiteten forsvandt en smule, som sættet skred frem. En stor del af publikum fortrak da også til baren eller gik hjem.

Alligevel var indtrykket godkendt og til fire stjerner, da Hank III klokken 22.45 proklamerede, at der ville være en fem minutters pause, inden aftenens sidste sæt ville finde sted.

(****)

Kvaliteten udeblev hos Assjack

Heavy metal har altid haft en stor stjerne hos Hank III, der blandt andet har spillet sammen med Phil Anselmo (ex-Pantera) i Superjoint Ritual. I en årrække har Hank III derfor sluttet sine optrædener af med bandet Assjack.

Genremæssigt bevæger musikken sig et sted mellem punk, hardcore og dødsmetal. Bassist Zach Shedd skifter til elbas og fortsætter koncerten sammen med trommeslager Shawn McWilliams og Hank III på elspade, mens der ydes vokalhjælp af en herre ved navn Gary Lindsey. Et par gange i løbet af de to foregående sæt var Lindsey med på scenen, og på en eller anden besynderlig måde fungerede det faktisk ok, når Hank III og Lindsey satte deres "call & response"-leg i gang. Kontrasten mellem Hank III's lettere bedrøvede, nasale stemme og Lindseys hulemandsbrøl komplimenterede lydbilledet fint, og lydmanden havde øre for at nedtone Lindseys vokal, så den ikke overdøvede Hank III fuldstændig.

Assjack udsendte i begyndelsen af august en ny plade, og tirsdag aften fik publikum lov til at høre en god portion af de 10 nye skæringer, ligesom der blev plads til de lidt ældre numre "Life Of Sin" og "Cocaine". Men ligeså godt som Hank III og følge havde mestret de to første sæt, ligeså grænsende til ligegyldig blev aftenens afslutning. Momentvis var der gode takter fra Assjack, og det udløste jubel, da bandet satte et Slayer-riff igang, men i længden var kvaliteten ikke høj nok.

Ganske vist stod en håndfuld hardcore fans for en mosh-pit, ligesom de utrætteligt greb Gary Lindsey, der crowdsurfede mere, end han stod på scenen, men Store Vega blev mere og mere tom, som minutterne gik. Da aftenen var omme, havde Hank III og co. i diverse konstellationer på to og en halv time spillet mere end 50 numre. Desværre stod denne anmelder tilbage med en følelse af, at kvantitet ikke gik op i en højere enhed med kvalitet, og Assjack trækker med sine to stjerner den samlede vurdering ned.

(**)

Hank III har flere gange udtalt, at han godt er klar over, han skræmmer en del af sit publikum væk før tid, fordi der er så stor forskel på, hvordan hans shows begynder og slutter. Rebellen fastholder alligevel, at det er spændvidden, der gør koncerterne unikke. Om det er rigtigt, er et definitionsspørgsmål, og det er selvfølgelig op til Hank III selv, hvordan han vil forvalte sit talent. Der er ingen tvivl om, at han står stærkest, når han holder sig til country- og hellbilly-stilen, men det er han formentlig fuldstændig ligeglad med. Hank III gør, som Hank III har lyst, og i en tid, hvor country og western-musikken generelt er blevet kvalmende sukkersød, overproduceret og pussenusset, er det befriende, at Hank III holder gang i rebel-hjulene.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA