x
Ebony Bones! og VV Brown og Mpho: Voxhall, Århus

Ebony Bones! og VV Brown og Mpho, Voxhall, Århus

Ebony Bones! og VV Brown og Mpho: Voxhall, Århus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

For anden aften i træk danner VoxHall i Århus rammerne om et 2012-arrangement, der har til formål at præsentere nogle kunstnere, som arrangørerne gætter på vil være at finde på væsentligt større scener om tre år.
 
Mpho
Aftenens første artist er sydafrikansk fødte Mpho (udtales ”Mmm-po”), der har sit debut-album Pop Art på trapperne. Til trods for at hun som følge af sit samarbejde med produceren og den ene Major Lazer-halvdel Switch er blevet sammenlignet med M.I.A. og Santigold, er Mpho en kende mere poppet i sit udtryk, men mindst lige så energisk og udadvendt.

Koncerten indledes med taktfaste kantslag fra Mphos trommeslager, der ud over at spille respektindgydende tight ligner en inkarnation af selve begrebet coolness. Sammen med omtalte trommeslager og sin keyboardspiller lægger Mpho en habil gang energi for dagen. Til trods for et ikke overvældende fyldt VoxHall, er hun smilende, i konstant bevægelse og yderst overbevisende i sin levering af sangene
 
Lyden er virkelig god, og Mphos melodiske og ligefremme popnumre falder i god jord hos publikum. Det samme kan siges om hendes sympatiske og afslappede attitude. Hips Go Pop dedikeres til den kvindelige del publikum, og nummeret leveres i en fræk og legesyg udgave. Ord, der for øvrigt også er dækkende for store dele af Mphos optræden.

Ud over sine egne sange, finder Mpho også plads til Kate Bushs Running Up That Hill, der leveres i en version, der absolut gør ophavskvinden ære, og selvom Mphos egne numre er fremragende, fornægter genkendelsens glæde over en klassiker sig ikke blandt publikum.

Fix Your Face er en forrygende popsang med et touch af reggae og grime. Med nummeret, der adresseres til vrængende piger, viser Mpho, hvor godt styr hun har på sine vokale færdigheder, før Box ’n’ Lock afslutter det korte set, mens legen er alt for god.

Man efterlades helt sikkert med lyst til mere af samme skuffe, og hvis der er nogen retfærdighed til, skal denne charmerende sydafrikaner fra Brixton nok blive til noget. (*****)

VV Brown
Næste navn på plakaten denne aften er engelske VV Brown, der tidligere i år har hittet på P3 med det doo wop-inspirerede nummer Crying Blood. Browns koncert indledes af en lidt mærkværdig intro, hvor hendes band spiller noget, der bedst kan beskrives som Gary Moore møder futuristisk disco.

Hovedpersonen selv springer barfodet ind på scenen iført pelshat og en kort glimtende kjole, hvorefter hun begynder at banke på en lilletromme og synge gennem en megafon. Hun har en herlig sprød vokal, den gode Brown. Ikke helt ulig kollegaer som Amy Winehouse og Adele.

Brown lægger en fed attitude for dagen; hun er selvsikker og hendes bagudskuende, men energiske sange, der låner fra doo wop, klassisk rock ’n’ roll og soul, indeholder en pæn portion hitpotentiale, ligesom melodierne er skudsikre det meste af vejen.

Nummeret L.O.V.E. leveres med en autenticitet, som var Brown og band fløjet ind med en Delorian direkte fra 1950’erne, men da de forsøger sig med et cover af Kings Of Leons Use Somebody, går det galt. Nummeret leveres i en lidt flad og uinteressant college rock-agtig udgave, og det er ærligt talt lidt skuffende i firhold, til hvad de ellers har præsteret i løbet af koncerten.

Desværre tager det lidt tid for VV Brown og hendes ellers velspillende band at finde tilbage på rette spor til trods for både heftig hoftevridning og rock ’n’ roll-skrig. Hittet Crying Blood leveres ikke helt overbevisende, og at det følges op med en reggaeversion af samme nummer virker lidt malplaceret og unødvendigt.

Med Shark In The Water er Brown imidlertid tilbage for fuld kraft, og nummeret, der er et stort hit i hjemlandet, er da virkelig også fremragende, og mulighederne, for at det når ud over Storbritanniens grænser inden længe, virker ikke urimeligt små. Til trods for enkelte kvalitative dyk har VV Brown og hendes band helt sikkert fortjent et større publikum, end det der var til stede denne aften i Århus og en plads på den internationale stjernehimmel. (****)


Ebony Bones!
Sidste navn denne fredag aften er Ebony Bones!. Hun har just udsendt sin debut Bone Of My Bones, hvor hun selv har stået for produktionen og spillet de fleste instrumenter. Ligeledes er hun berygtet for et vildt og karnevalistisk liveshow, så forventningerne er på plads. Forventninger, der hurtigt skal vise sig at blive overgået.

Ind på scenen kommer et udklædt band, der blandt andet tæller en farao-guitarist, en diabolsk udseende Mickey Mouse Saxofonist og to farverige og selvlysende korsangerinder, som spiller på tomme whiskey- og ølflasker. Koncertens intro bygges langsomt og effektivt op; dystre og rungende toner spreder sig ud i lokalet, og forventningerne til Ebony Bones’! indtræden er store.

Hovedpersonen springer ind på scenen med store plysterninger på armene, iltert hår a la Sideshow Bob og malet med diverse skrigende farver i ansigtet. Første nummer er We Know All About U fra Bone Of My Bones, og det leveres med elementer af charmerende utæmmethed og forrygende vildskab.

Det er tydeligt at Ebony Bones! er kommet for at starte en fest, hvad enten publikum vil det eller ej. Sammen med bandet tændes der bål under nummeret Warrior, og det er meget svært ikke at overgive sig til den overvældende visuelle og auditive performance, der udspiller sig på scenen. Frøken Bones! synger måske ikke lige rent alle steder, men hun beviser også, at det langt fra altid er det, der tynger mest på den kvalitative vægtskål. Desværre ligger hendes vokal lidt underligt i lydbilledet, og det kan være svært at følge med i, hvad hun siger imellem numrene.

Ebony Bones! er tydeligt kompromisløs i sit udtryk og i fremførelsen af sine numre, og det ser grangiveligt ud, som om hun ikke kunne være mere ligeglad med, hvad de fremmødte synes om hendes måde at gøre tingene på. Man får indtrykket af, at hun gør, hvad der passer hende, og at hun giver sig 100 procent. Hun fremstår med sine djævelske smil både manisk smuk og rablende vanvittig, og det ser ud, som om hun aldrig har haft det sjovere.

Musikken er svær at genrebestemme, og hvorfor skulle man også bruge tid og kræfter på det? Der bliver både plads til tribal-beats, synth-flader og støjende guitarer, mens Bones! og hendes sangerinder springer rundt på scenen som små Duracell-kaniner, der lige er blevet fodret med friske amfetamin-batterier. Det her er mere end en koncert; det er en fucking happening, hvor Ebony Bones! formår at fremstå som en urkraft, der tapper sin energi fra samme kilde som Iggy Pop.

Der er ingen åbenlyse hit-singler i aftenens sæt, men til gengæld får vi en helstøbt og helhjertet performance med masser af punket energi og livgivende larm. Bones! forklarer endda, for at det ikke skal være løgn, at det kun er halvdelen af bandet, hun har med sig i aften, og man kan kun gisne om hvilken kreativ ravage, de kunne forsage, hvis hele bandet troppede op.

Aftenens koncert slutter af med singlen Don’t Fart On My Heart, men publikum er tændte og har ikke fået nok, og det virker ret spontant, da bandet vender tilbage og leverer en hæsblæsende udgave af Another Brick In The Wall, før de forlader scenen for good.

Ebony Bones! og hendes slæng er sikkert typer af den slags, som man enten elsker eller hader, og denne anmelder må helt sikkert melde sig under kærlighedsfanerne og forlade VoxHall med et stort bankende hjerte for Ebony Bones!, hvis udråbstegn i dén grad er berettiget. Skulle hun smutte forbi Danevang igen, kan det ikke understreges nok, at det ville være en forbandet skam at gå glip af hendes optræden. (*****)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA