x
Dúné: Musikcaféen - Århus

Dúné, Musikcaféen - Århus

Dúné: Musikcaféen - Århus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Det er lørdag i Århus Festuge, og på det lille spillested Musikcaféen står et forventningsfuldt publikum og venter på, at Dúné går på scenen. Flere blandt de fremmødte snakker tysk, hvilket vidner om den uge septets popularitet hos de tyske musikelskere. Enter Metropolis har været i handlen i en lille uge, og der er tydeligvis mange, der er spændte på, om bandet har nye tricks i ærmerne.

Klokken 21.30 går det syv m/k store band på scenen til tonerne af Time To Leave, der bliver godt modtaget af publikum, og forsanger Mattias Kolstrup lægger en god energi og en klædelig attitude for dagen, men flere af bandmedlemmerne virker en kende for kalkuleret stylede, og man kan godt få en fornemmelse af, at det er lige så vigtigt at fremvise veltrænede overarme og nye tatoveringer, som det er at præsentere nye numre for publikum.

Bandet virker veloplagte, og den nye lidt tungere guitarlyd, der gør sig gældende på Enter Metropolis, fungerer fint i live-sammenhæng. Kolstrup har været ramt af sygdom, og det har desværre sat sine præg på de ellers velsmurte stemmebånd, hvilket går ud over fremførelsen af nogle af numrene. Aftenens tredje nummer er Heat, der er en iørefaldende og catchy sag hvor den lidt forældede røg-på-scenen-effekt går godt i spænd med teksten.

Næste nummer er Let Go Of Your Love, der får det lidt stillestående publikum godt med, og der klappes i takt op hoppes let på stedet. På trods af en ellers ihærdig indsats har Dúné sine steder lidt svært ved at komme ud over den relativt lave scenekant, men Bloodlines fyrer op under de fremmødte, og Kolstrup sætter en tyk streg under sine evner som sympatisk indpisker.

Indestængtheden og den stilfærdige desperation, der er at finde i den flotte Repeat It, undermineres en kende af de brede smil på de unge ansigter, men det er på den anden side altid rart at se uspoleret spilleglæde. Desværre halter leveringen af Final Party Of The 21st Century lidt, selvom der er topkarakter til Malte Aarup-Sørensens eminente trommespil. Ellers spiller bandet generelt rigtig fedt sammen, og deres store live-erfaring kommer helt sikkert både bandet og publikum til gode. 

John Wayne Vs. Mary Chain byder på lidt forceret og indstuderet koreografi, hvor Musikcaféens scene viser sig lidt for lille til bandets store armebevægelser, og næste gang overtegnede oplever Dúné, må det gerne være et sted, hvor hverken band eller publikum risikerer at banke hovedet op i loftet, når der hoppes i takt til musikken. Hertil skal det bemærkes, at publikums energiniveau er yderst skiftende, hvilket er medvirkende til et lidt broget indtryk, som også må gøre indtryk på bandet.

I Victim Of The City bliver det for alvor tydeligt, at Kolstrup stemmebånd ikke er kommet sig over førnævnte dårligdom endnu, og bandet forsøger sig med det gamle nummer med at få publikum til at sætte sig på hug. Et effektfuldt trick, som navne som The Streets og Slipknot også har benyttet sig af til deres koncerter.

Efter blot 50 minutter proklameres det, at To Metropolis er aftenens sidste nummer, men at de nok skal vende tilbage og spille lidt mere, hvis publikum ellers er søde. Nummeret får alt hvad remmer og tøj kan holde, og selvfølgelig klappes bandet tilbage på scenen, hvor flotte udgaver af 80 Years og Go Go Valentina sætter et fint punktum for en lidt ujævn koncert.

Efter en time og ti minutter er koncerten forbi. Det er lige kort nok, men flere numre havde på den anden side også været mere end rigeligt.  Dúné har med deres andet album føjet en flok fine numre til deres i forvejen udmærkede bagkatalog, og man kan kun håbe på, at der er kommet bedre styr på Kolstrups stemme, og at der er løsnet lidt op for koreografien og den teenage-venlige styling af bandet, når de vender tilbage til Danmark senere på efteråret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA