Muse: The Resistance

Muse
The Resistance

Muse: The Resistance

GAFFA

CD / Warner Music
Udgivelse D. 14.09.2009
Anmeldt af
Christian Erin-Madsen

Med skyskraber-ambitiøse penselstrøg accellererer Muse hæsblæsende rundt i musikalske genrer og temposkift på deres femte studiealbum The Resistance. Et opus, der reelt udfolder sig i to tempi: Dels en signaturtro progressiv rundtur i et rockunivers, dels en afsluttende 13 minutters klassisk symfoni delt i tre og overordnet betitlet Exogenesis. Sidstnævnte er det indtagende flotte resultat af sanger og sangskriver Matthew Bellamys drøm om at udfolde sig klassisk på klaver med Chopin som forbillede og samtidig et konsekvent eksempel på den orkestralt storladne vej, bandet har valgt at gå siden den mere alternativt og progressivt rock-funderede forgænger Black Holes And Revelations.

Eksperimenterne er vildere end nogensinde, hvilket nærmest er blevet et mantra at jagte for det hypede band, men de lykkes også i vid udstrækning på denne tour de force, der tager dem derud, hvor rockoperette bedst beskriver gerningen. Faren ved fejende armbevægelser, der spænder så musikalsk genrebredt som i dette tilfælde, er kun at stå tilbage med selvforherligende dygtighed. Totalt blottet for skærende enkle melodier, der hænger ved. Det undgår Muse og efterlader adskillige catchy passager og omkvæd, der vinder yderligere ved flere gennemlytninger. Gode eksempler er den dundrende førstesingle Uprising, den temposkiftende Unnatural Selection med den trommecentrerede Queens Of The Stone Age-signatur og United States Of Eurasia med den tydelige hilsen til Freddie Mercury og Queen - der synes at være en evig inspirationskilde. Muse skriver sig ind til at modtage flere priser. Forrygende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA