x
Macy Gray: Train, Århus

Macy Gray, Train, Århus

Macy Gray: Train, Århus

Anmeldt af Anders Hjortskov | GAFFA

I det korte interview, som GAFFA for kort tid siden havde med Macy Gray, havde souldronningen lovet danskerne, at koncerten i Århus ville blive en stor fest. Det viste sig at holde stik og med et oplagt syv mand stort orkester, der gav publikum det meste af debutpladen og ikke mindst en version af Radioheads "Creep", blev den kolde søndag aften i Danmark omformet til Macy Grays eget varme og sexede univers.

Heliumstemmen Macy Gray tog verden med storm, da hun debuterede med "On How Life Is" i 1999, hvor numre som "Do Something" og ikke mindst hitballaden "I Try" placerede sangerinden i førerfeltet for soul- og r&b-musikken. Den markante hæse stemme har siden været sangerindens store signatur og har gjort sammenligninger mulige med koryfæer som Billie Holliday og Bette Davis. Publikum skulle få en god portion af den specielle stemme, der stod i perfekt kontrast til de to store korpigers traditionelle Motown-stemmer.

Train var godt fyldt op med et voksent publikum, der viste sig at kunne lide, at Macy Gray havde stort fokus på det ti år gamle debutalbum, som stadig er sangerindes absolut mest succesfulde. Efter at være blevet introduceret til tre funky versioner af numre fra de tre efterfølgende albums, fik publikum hele fem numre fra "On How Life Is" i streg. Macy Gray ved, hvor hendes stærkeste numre er, og valget må siges at være ganske klogt. Publikum rokkede og dansede velvilligt med fra start, og reagerede positivt på de forskellige call-response-indslag, som Macy Gray fik gang i efter en lidt mekanisk start.

For Macy Gray selv virkede mildest talt til at være pænt bedugget, da hun entrede scenen, mens introen til "It's A Man's World" gik over i den festlige "Ghetto Love" fra det nye album "Big". Sangerinden gyngede frem og tilbage og støttede sig til det perlepyntede mikrofonstativ, mens de to energiske korpiger til gengæld gav den gas. Sangerindens påvirkede tilstand var til gengæld en understregning af hendes rolle som den frække pige i klassen, hvor sange om seksuel revolution og korporlig afstraffelse af hendes medsøstre er hverdag. 

Der gik dog ikke lang tid, før Macy Gray var ved bevidsthed og strammede nettet om det århusianske publikum, godt hjulpet af sine to korpiger, der må siges at være et kapitel for sig selv. De to soulmamas, der var mere end godt i stand, hoppede rundt, dansede synkront og gav ikke mindst et fantastisk modspil til den hæse frontvokal. Begge de frodige sangerinder fik også givet op til flere soloindslag til stor jubel for publikummet, hvor Macy Gray selv trådte i baggrunden eller benyttede tiden til et af sine kostumeskift. Sangerinden insisterede på en holdindsats, hvilket korsangerne og ikke mindst resten af bandet var med på, hvilket påvirkede standarden af musikken positivt.

I en regn af sæbebobler og falske "Macy Gray"-milliarddollarsedler eksploderede Train i en sand fest, og det utroligt velspillende band bevægede sig i løbet af koncerten over de fleste musikstilarter og blandede kyndigt elementer fra velkendte sange ind i festen. Blandt andet fik publikum et enkelt Jackson 5-nummer, et Dr. Dre-beat og ikke mindst Bob Marleys "No Woman, No Cry", der blev blandet med Macy Grays eget superhit "I Try" og udløste fællessang.

Da Macy Gray selv var vågnet op til dåd, gav hun sig tid til at snakke om Danmark og forsøge at udtale "Århus" med hjælp fra publikum. "Our House? Arrhus? Århus? That's what I said!". Generelt gav de otte musikere og sangere sig god tid på scenen og viste samtidig afsmittende spilleglæde ved både de rolige ballader og de eksplosive rock-, elektro- og diskosange, som blev spillet.

På trods af at syv af aftenens sange var fra debutalbummet, var højdepunkterne Macy Grays overraskende version af Radioheads klassiske nummer "Creep" og den efterfølgende Balkan-inspirerede "Oblivion". Sangerinden forstod at gøre Radiohead-nummeret til sit eget i en soulet version, der var ganske vellykket og udløste mere fællessang på spillestedet. Modstykket, den kaotiske "Oblivion", havde de djævleklædte roadies på scenen med bækkener og sangteksten på hvide plancher, som en slet skjult gestus til Bob Dylan. 

Alle de gale indslag fungerede rigtigt godt, og det virkelig gode band blev med rette hyldet af publikum til sidst. Da musikere og ikke mindst de to soulede korpiger forlod scenen en sidste gang (den ene af de to store piger gik overraskende i spagat i stedet for at neje), kunne publikum gå derfra med store smil på læberne. Der var ikke meget fra det kommende album at spotte, men den lovede fest blev i høj grad realitet, og der er få kunstnere, der kan få et søndagssløjt publikum så højt op, som Macy Gray og hendes virkelystne hold. Hatten af for aftenens opvisning i crowdcontrol, spilleglæde og energi.

Macy Gray spiller i Amager Bio 14. september


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA