x
Diverse kunstnere: Inglorious Bastards (Soundtrack)

Diverse kunstnere
Inglorious Bastards (Soundtrack)

Diverse kunstnere: Inglorious Bastards (Soundtrack)

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 14.09.2009
Anmeldt af
Espen Strunk

Ikke overraskende har Quentin Tarantino endnu engang skruet et både skizofrent og smagfuldt soundtrack sammen til sin aktuelle film om blodtørstige jøder på hævntogt i det tyskbesatte Frankrig under anden verdenskrig. Stadig i noir-stilen, man navnlig husker fra Pulp Fiction-soundtracket fra 1994, som fik alle raske drenge og piger til at synge med på Dusty Springfields version af Son Of A Preacherman og bibragte surf-genren en mindre renaissance. Denne gang er det blandt andet obskure Ennio Morricone-sager, som er blevet støvet af og figurerer side om side med tyske tracks fra nazitiden. I tilgift hertil får vi skæringer fra absolut obskure film; eksempelvis er det ualmindeligt godt set at have inkluderet David Bowie titelsang fra Cat People (1982) på dette soundtrack, som stilistisk ligger i direkte forlængelse af Kill Bill-lydsporene og sagtens tåler at blive afspillet i egen ret som et stilfuldt lydtapet.  Denne signatur har bevidst undladt at gå ind og se filmen, simpelthen for at vurdere, om pladen kan stå alene, og svaret er ja.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA