The Asteroids Galaxy Tour: Fruit

The Asteroids Galaxy Tour
Fruit

The Asteroids Galaxy Tour: Fruit

GAFFA

CD / Small Giants
Udgivelse D. 21.09.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Duoen The Asteroids Galaxy Tour alias sangerinden Mette Lindberg og multiinstrumentalisten Lars Iversen har allerede fået en del omtale for deres samarbejde med multinationale kapitalmastodonter, ikke mindst Apple, omkring musik til reklamer. Deres debutalbum Fruit er da også præget af en international lyd og en udansk selvsikkerhed. Musikken er en ret original, melodisk og dansevenlig blanding af pop, såkaldt alternativ rock, soul og r&b med Mette Lindbergs sensuelle lillepigestemme i front for et lydbillede præget af både akustisk guitar, analoge keyboards, groovy, samplede beats og en fyldig blæsersektion. Albummet rummer foruden iPod-sangen Around The Bend flere potentielle hits, eksempelvis The Sun Ain't Shining No More og The Golden Age. Teksterne handler mest om kærlighed, sex, fest og farver og rummer ikke de voldsomme dybder, og Fruit er ikke ligefrem stor kunst. Bortset fra at lidt for mange sange kører rundt i det samme midt-tempo-groove er albummet dog særdeles gedigen underholdning og et godt bud på et dansk hit i udlandet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA