x
Jens Unmack: Musikcaféen, Århus

Jens Unmack, Musikcaféen, Århus

Jens Unmack: Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jens Unmack er for tiden på sin første egentlige soloturné nogensinde. Han var sidste år på tour med Nikolaj Nørlund, hvor de to både gav hver sit solosæt og sang med på hinandens sange, men nu er han altså ganske alene ude med sin akustiske guitar. Eller det vil sige, helt alene er han ikke, da han har sin faste makker Mikkel Damgaard med på klaver og keyboard. Damgaard, der også spiller med i Unmacks band og som var med i Unmacks gamle gruppe Love Shops liveband i en årrække, og også er det, når gruppen vender tilbage i november.

Onsdag spillede Unmack på en udsolgt Musikcafé i Århus, hvor et entusiastisk publikum bød ham og Damgaard velkommen. Unmack lagde ud med et par numre fra sit nyeste og ganske fremragende album "Dagene Løber Som Heste", men allerede i tredje sang fik vi Love Shop-klassikeren "Fuck Min Højdeskræk", som Unmack ellers ikke har spillet særlig ofte - hvis overhovedet - siden Love Shop lukkede ned i 2004. Med andre ord var der lagt op til alt andet end en dag på kontoret.

En aften med Unmack næsten alene satte naturligt fokus på mandens fortræffelige og yderst poetiske tekster - hvem andre ville kunne finde på et udtryk som "Månens kemolys" - men også på hans evner som sanger, som ellers ofte forbigås. Manden har måske ikke verdens største stemme, men den rummer en utrolig følsomhed og udtryksfylde. Jeg forstår nu, hvorfor jeg dengang i 1990, da jeg første gang hørte "En Nat Bliver Det Sommer", troede, at det var Lars H.U.G., der sang.

Og følsom var stemmen i eksempelvis "Skovens Dybe Stille", som vi fik i en meget langsom - med Unmacks egne ord "udansk langsom" - udgave. Heldigvis var publikum nærmest musestille under sangene, men brød til gengæld løs i begejstrede klapsalver mellem dem. At Mikkel Damgaard leverede elegant og lyrisk spil på tangenterne, er næsten overflødigt at nævne. "Skovens Dybe Stille" var dog lige en tand for langsom for min smag - det er jo ikke ligefrem en hi-NRG-sang i originaludgaven.

Sunkne skatte
Et af aftenens højdepunkter var Love Shop-klassikeren "Fremmedlegionær", hvor Unmack undtagelsesvis lagde sin akustiske guitar fra sig og hengav sig til intenst vokalarbejde, til øredøvende klapsalver. Som guitarist er Unmack habil, om end ikke ligefrem virtuos, og derfor trak Damgaard størstedelen af læsset på den instrumentale front, ligesom han leverede gedigent korarbejde.

Også "Joyride" var sat markant ned i tempo, igen lidt mere end godt var, men med et fint citat fra den tidlige Love Shop-sang "I Den Nye By" fra debuten fra 1990. Når Unmack insisterede på at spille så stille, kunne man undre sig over, at han ikke bare valgte at spille nogle flere af de numre, der er født som hyper-ballader (for nu at låne et Björk-udtryk), eksempelvis den smukke "Mænd Uden Ord", der glimrede ved sit fravær.

Til gengæld var det en behagelig overraskelse, at vi fik, med Unmacks ord, "en sunken skat", "Nordlys", en flot, men ret upåagtet skæring fra Love Shops hidtil seneste album, "National", fra 2003. I det hele taget rummede sættet lidt flere Love Shop-sange, end de senere Unmack-turnéer har budt på, hvor de er blevet færre og færre. Tydeligvis er Unmack og Damgaard ved at lade op til november måneds reunion.

Undervejs kom veloplagte Unmack med et par af sine velkendte, skarpe politiske kommentarer, som denne gang blandt andet gik ud over Naser Khader, der som bekendt vil lovgive om folks beklædning. Noget, Unmack tydeligvis ikke er tilhænger af. Dejligt, at nogen stadig tør tale den politiske mainstream imod.

Efter fem kvarters overvejende fortrinlige sange sagde Unmack og Damgaard tak for i aften, men lod sig kalde ind til tre numre, hvor de før det andet stillede publikum i det ubehagelige dilemma: "Hvad vil I helst høre? 'Love Goes On Forever' eller 'En Nat Bliver Det Sommer?' Og vi kunne ikke få begge dele, for "man kan ikke få alt", som Unmack gnæggende bemærkede.

Folket valgte "Love Goes On Forever", selvom jeg stemte på "En Nat...", som Unmack ikke har spillet så meget på det seneste. Men den får vi forhåbentlig, når Love Shop vender tilbage til november. Jeg står i hvert fald klar ved scenekanten.

 

Jens Unmacks soloturné fortsætter til:

TOR 17.09 Gimle, Roskilde  
FRE 18.09 Gjethuset, Frederiksværk  
LØR 19.09 Sønderborghus  
TOR 24.09 Vanløse Kulturhus  
TOR 01.10 Paletten, Viborg  
TOR 08.10 Copenhagen Jazzhouse


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA