x
Tim Christensen, Tina Dickow, Diefenbach, CallMeKat, John ME, Dennis Mejdal: Klub Mini Vega, Store V

Tim Christensen, Tina Dickow, Diefenbach, CallMeKat, John ME, Dennis Mejdal, Klub Mini Vega, Store Vega, København

Tim Christensen, Tina Dickow, Diefenbach, CallMeKat, John ME, Dennis Mejdal: Klub Mini Vega, Store V

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Der var lagt op til en charmerende aften. Selvom rammerne var flyttet til Store Vega, var der gjort en del for at skabe en intimsfære. Mestendels fordi publikum var bænket, fordi en svag belysning og stearinlys-arrangementer lagde en café-agtig croonerstemning over salen, og fordi scenen var skabt efter forbillede fra Ideal Bar: En lille fremskudt platform med enkelte instrumenter, der senere skulle bistå en nøgen fremførelse af kunstnernes bagkataloger.

Gennem omtrent 4,5 år har Klub Mini Vega tryllebundet adskillige på Vegas underliggende Ideal Bar, men "i aften er sidste aften, og det er vemodigt", som værten og arrangementernes primusmotor, Dennis Mejdal, pointerede. Med hele fem kunstnere - der alle med undtagelse af Tim Christensen tidligere har optrådt på Klub Mini Vega - var programmet godt presset denne aften. Det betød uheldigvis, at hver kunstner - med undtagelse af Tina Dickow - kun havde tid til at fremføre 4-5 numre, inden det igen var tid til pause og at sætte nye instrumenter op. Vi nåede lige at komme i gang, lige at finde vejen mod klimaks for blot at erfare, at det hele allerede tragisk nok var forbi. Her burde arrangørerne have strammet programmet og i stedet ladet eksempelvis tre kunstnere få tid til at udfolde hver sin koncert. Samme antal som de glade svundne Ideal Bar-aftener typisk var opbygget efter. Grundet de korte sæt skal der ved nedenstående koncertkarakterer også tages højde for, at der følgelig ikke var meget materiale at vurdere ud fra og sædvanligvis for lidt til en koncertanmeldelse.

Vært Dennis Mejdal lagde selv meget passende for med at præsentere tre sange alene med akustisk guitar. En god introduktion til den intensitet og koncentrerede stemning, der - med få børneråbskommentarer som undtagelse - skulle præge aftenen og lægge en udmærket parallel til minderne om Ideal Bar. Det var et dedikeret publikum, der var mødt frem. Måske også fordi de for første gang har måttet betale for at komme til et arrangement, der ellers gennem alle årene har været gratis.

I en tale påpegede Vegas programchef Oskar Jensen meget rammende, at målet med hele Klub Mini Vega-foretagendet i sin tid ikke var "at skabe en singer-songwriterklub, men en akustisk klub". Altså en klub, der åbnede dørene for, at en bredere skare af musikere - også dem, der til daglig sætter strøm på - kunne fremføre deres sange på en nedbarberet facon. Da svenske Mattias Edlund, den tidligere Motorhomes-forsanger, der nu arbejder under aliaset John ME, sparkede sit sæt i gang, var det et godt eksempel. Væk røg hans finmiksede poparrangementer, på kom en mand med sin guitar og en dacapo.

Svensk croonerstil
Han var ulasteligt iklædt sort jakkesæt, et enkelt smalt sort slips og tilbageslikket dybsort hår, der skinnede mere end selv de mest velpudsede militærstøvler. Og han leverede fire sange, der beviste, at hans stemme står distancen til at kunne bære sangene på bedste crooner og folk-stil. Det får så være, at han under sit afsluttende P3s uundgåelige-hit "Love Is My Drug" på et enkelt tidspunkt ramte ved siden af, da han skulle nå en af de høje toner. Det virkede i øvrigt næsten forceret, at han valgte at bryde dette hitnummer ned til en akustisk version. Med sine repetitive afsluttende omkvædsrundgange passede den ikke ind til dette arrangement. Hvorfor ikke vælge den ellers fremragende "Sister", der afslutter hans debutalbum? Et nummer, som ville have stået sublimt i disse rammer. Straks bedre faldt den dybfølte "Kingdom Come", samt en coverversion af Jackson 5s "i Want You Back", der var højdepunktet i dette sæt.
(3 stjerner)

Kattens leg
Guitaren gik af scenen, og Katrine Ottosen gik på bevæbnet med hele fire keyboards - herunder et MicroKorg og et Casiotone. Det var hendes første gang i store Vegas imposante rammer, som samtidig åbnede op for, at hendes letsvævende smukke vokal kunne udfolde sig. Det lykkedes flot. Særligt på "Bug In A Web" kunne man tydeligt høre hendes signaturagtige vibrato ved slutningen af tonerne, der er så velvagt legende lækker. Hun charmerede sig desuden flere gange koket ind på folk med små kommentarer mellem sangene, men syntes også en anelse nervøs. Det kom blandt andet til udtryk under en mislykket fløjtesekvens under "Going Home", hvor tonerne ikke rigtig ville, som hun ønskede. Vi fik fem sange, der repræsenterede en del af hendes ubestridelige dygtighed, men det var som om, vi aldrig nåede ind i hendes univers denne aften. Det kan desuden undre, at hun til afslutningsnummeret valgte et mystisk dystert og tungt akkompagnement til den ellers friskere opbygning på det vellykkede nummer "Flower In The Night".
(3 stjerner)

Diefenbach-duo
De to sangere, Allan Mattson og Kenneth Sarup, valgte at gå på scenen uden resten af Diefenbach-kvartetten og var tydeligvis veloplagte. De indtog en scenevant rolle og lykkedes flot med en guitar-bas-konstellation, samt en ukulele som indskifter på nogle af sangene. Den fik i øvrigt den højlydte, rammende barnefriske kommentar: "Den er da for lille, den guitar" med på vejen fra tilskuerrækkerne, mens d'herrer leverede lækre Diefenbach-versioner, der beviser, at de også mestrer dette nøgne univers. Bedste eksempel var en nøgtern udgave af "Seven Years" fra deres seneste album "Dark Spinner", og så nåede vi også forbi en udmærket coverversion af Robyns hitsingle "With Every Heartbeat". Stemmerne smøg sig smukt om hinanden, og man ærgrede sig over, at de ikke fik lov at fortsætte.
(4 stjerner)

Eminent Tina Dickow
Tina Dickows special guest viste sig at være islandske Helgi Jónsson, og hvilket valg! De lagde ud med en islandsk hymne - hun på guitar, han på lavmælt klaverlyd fra keyboard. Hendes vokal lagde sig distinkt og utæmmeligt øverst, og hans flød supplerende med. Kort efter havde de publikum i deres hule hånd, og med "Count To Ten" blev strofen "Sometimes the fastest way to get there is to go slow" pludselig også en formaning om, hvordan koncerten skulle skride frem. Vi var allerede på vej, men ikke ad den velkendte sti. Vi skulle prøve noget nyt, og fik blandt andet med den nye "Go Home", en smagsprøve på elementer fra det filmsoundtrack, hun på det seneste har gået og arbejdet på. Der blev fortalt tekstuelt holdbare historier, og folk lyttede ærbødigt, som ved eventyroplæsning, alt imens de to scenetrubadurers smil gentagne gange søgte over og fandt hinanden. Så fint og sårbart og så kraftigt og understregende på én gang, at less is more-princippet næsten fik en ny underkategori. Det er svært at forestille sig Tina Dickow udfolde sig i mere sublime rammer, og havde de fået lov at fortsætte disse gode takter ud over de syv sange og dermed 40 minutters koncert, der var afsat, havde de fået alle seks stjerner.
(5 stjerner)

Dizzy Miss Lizzy-tråden
Sidste mand, Tim Christensen, var mere scenevant humoristisk og velplaceret i sin approach og publikumsunderholdende kommentarer end nogensinde før. Det skabte et helt forrygende godt miks mellem sange, der står så melodiøst og strukturmæssigt stærkt, at de synes skabt til også at kunne fremføres i rammer som disse. Her refereres ikke kun til et nummer som "Surfing The Surface", der passede eminent ind, men også til de to fortolkninger af Dizzy Miss Lizzy-numre vi fik denne aften. Suveræne udgaver af "Barbedwired Baby's Dream" og "Love Is A Loser's Game", hvor vokalen bar rockversionernes stemningsskift og klimaks med sig. Det var et studie udi, hvorledes de utallige danske lejrbålsfortolkninger af sangene bør udføres for at ramme fuldstændig plet. Stilheden sænkede sig, og Tim Christensen gav sig tid til at fortælle om, hvordan Dizzy Miss Lizzy-trioen har gået og glædet sig enormt til at slippe den populære nyhed om deres reunion-turné løs. Kiggede man ud over tilskuernes øjne, syntes det tydeligt, at folk levede sig fuldkomment ind i historien. Det blev en blanding af Tim Christensen som entertainer og musiker og hans fortid fra Dizzy Miss Lizzy. Et udpluk af det bedste fra ham i en inciterende smuk form.
(5 stjerner)

Vegas stearinlys brændte stille ud, mens vært Dennis Mejdal for sidste gang indtog scenen og afsluttede med replikken: "Vi må jo prøve at se, om vi kan lave det her til en gentagelse". At dømme på publikums hujen og klapsalver var det håb hermed plantet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA