x
Mika: The Boy Who Knew Too Much

Mika
The Boy Who Knew Too Much

Mika: The Boy Who Knew Too Much

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 21.09.2009
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Hvor tit finder man en popplade, som er ekstravagant? Som er original? Som er legesyg? Og som er endeløst talentfuld? På én gang vel at mærke. Mikas andet album er det hele. Selvfølgelig, fristes man til at sige. Med den fine ep, Songs For Sorrow, som mellemspil (hvorfra Toy Boy og Blue Eyes er kommet med på The Boy Who Knew Too Much) møder han enhver forventning, man måtte have oven på debuten Life In Cartoon Motion. Mikas verden er kulørt, smækfyldt med numre, der - som førstesinglen We Are Golden - forfølger én. Fordi de er så godt skruet sammen, både i komposition, tekst og arrangement. Falset, kæmpe kor, et væld af instrumenter trækker han dig igennem og trækker dig helt hen til grænsen for, hvad du troede, du kunne holde ud. Uden at blive pompøs eller kvalmende. Tværtimod. Detaljerne og opfindsomheden ligger både i balladerne (I See You og Pick Up Off The Floor og den meget fine By The Time (duet med Imogen Heap)) og de energiske tempofyldte tracks. Mikas univers er helt unikt, men overraskelsesmomentet er aftaget en smule, og enkelte af teksterne er ikke helt på niveau med ham selv. Men det er jo et luksusproblem. For der er ikke mange, der kan nå ham til sokkeholderne på popscenen anno 2009. Man kan mene, at Mikas stil er overdrevet, overstadig, overgearet, over the top. Men så skal man altså være i svært dårligt humør. For Mika trækker poppen helt op på toppen - og minder en om, at pop er andet end letpåklædte piger, og at de store følelser ikke er forbeholdt stadionrock.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA