x
Bassekou Kouyate & Ngoni ba: I speak fula

Bassekou Kouyate & Ngoni ba
I speak fula

Bassekou Kouyate & Ngoni ba: I speak fula

GAFFA

Album / Out Here
Udgivelse D. 21.09.2009
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det har efterhånden været en slet skjult hemmelighed, at ngoni-spilleren Bassekou Kouyate er en musikere på et niveau, der er de få forundt. Han trådte sine barnesko gennem en årrække i Toumani Diabates orkestre, ikke mindst som del af den formidable trio, som også talte balafon-spiller Keletigui Diabate. Siden fik han sammen med Toumani en større åbenbaring, da de fik mulighed for at arbejde med bluesmesteren Ali Farka Toure (1939-2006), stort set lige inden denne stillede træskoene. Og det gav ikke mindst Bassekou en indføring i blues, samt en mulighed for at komme nærmere Allah. For Ali havde en sufis kvaliteter, og når man taler om ham i d'herrers nærvær, bliver øjnene fugtige, så meget savner de den store skjald og guitarist.

Bluesmesteren fra Nigerfloden må dog smile i sin himmel, for Bassekou Kouyate har altså sammen med sin velsyngende kone, Amy Sacko, ikke kun skabt opmærksomhed ved de berømte søndagsbryllupper i Bamako, men også skabt en gruppe med ngoni'er i flere størrelser, som i den grad spiller en drivende blues. Vi så det på den forrige grammyvindende skive, Segou Blue, ligesom gruppen siden kom forbi Roskilde, formeligt væltede WOMEX i Sevilla sidste år og nu er aktuelle med et album, som til fulde lever op til det ufatteligt høje artistiske niveau, vi har bevidnet til koncerterne.

Ali Farka Toures ånd er kraftigt til stede, ikke mindst via hans søn, Vieux Farka Toure, som i den grad sætter sit fede præg på numre som Bambugu blues, hvor han spiller på farens gamle spade og får følgeskab af Bassekous bror, Andra Kouyate, som synger en spøgelsesvokal, som er essens af blues. Det er et uafrysteligt nummer. Kombinationen af unge Vieux og Bassekou som udveksler licks er en fornøjelse. Og de er ikke alene om at imponere:

Jeg er ret vild med Amy Sacko, Bassekous kone. Hun er en klassisk jelimosou, som på et tidspunkt blev kendt som Malis svar på Tina Turner, og hun kunne altså have en solokarriere, hvis ikke hun havde valgt at rejse rundt med sin mand. Hun bliver hyldet efter bedste praise singer-stil på nummeret Amy, hvor Zoumana Tereta synger, og der er en enstrenget violin hen over, der hænger vidunderligt, mens Bassekou tryller. Ligesom vi et andet sted får en indsats af mestersangeren Kasse Mady Diabate og flere steder af Toumani Diabate, som spreder guld med sin kora. Ligesom den faste gruppe på Ladon, som allerede har været spillet på en række af de koncerter, undertegnede har set med gruppen indenfor det sidste års tid, hvor Bassekou Kouyate viser os, hvorfor han er så eftertragtet også som sessionmusiker og eksempelvis ene mand løftede Youssou N'Dours sidste album flere niveauer op. På Ladon twanger han sin blues uimodståeligt.

Det er en helt vild plade.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA