x
Behemoth: Evangelion

Behemoth
Evangelion

Behemoth: Evangelion

GAFFA

Album / Nuclear Blast Records
Udgivelse D. 21.09.2009
Anmeldt af
Keld Rud

Med en intensitet og kompleksitet, der kan gøre enhver skeløjet, lægger de to første numre på disse polske metalveteraners niende album fra land med fynd og klem. Behemoth flytter med Evangelion på én gang grænserne for dødsmetal og skriver samtidig et sæt fornemme sange, hvilket må siges at være lidt af en bedrift. Selv når trioens musik nærmer sig det kakofoniske med et sandt virvar af toner, der nærmest falder oven på hinanden, sker det for at tjene et samlet højere formål: sangene. Et af albummets ubestridelige højdepunkter er Ov Fire And The Void, der viser, at Behemoth sagtens kan udøve deres magi uden at spille med speederen i bund. Mens et andet er albummets afsluttende sang, det otte minutter lange, episke udstyrsstykke Lucifer, hvor Behemoth sætter musik til et af landsmanden Tadeusz Micinskis digte. Med det nummer efterlader Behemoth lytteren med en eftersmag af noget ganske unikt og ejendommeligt, der næsten kun kan få lytteren til at trykke på playknappen igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA