x
Richmond Fontaine: VoxHall, Århus

Richmond Fontaine, VoxHall, Århus

Richmond Fontaine: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Portland, Oregon-gruppen Richmond Fontaine har med i alt otte album på bagen markeret sig som et særdeles rost navn inden for den såkaldte americana-musik, altså musik, der trækker på amerikanske genrer som folk, country og rock'n'roll. I Europa har gruppen en lille, men dedikeret fanskare, ligesom den altid får lovprisninger af engelske, retro-orienterede musikblade som Uncut og Mojo.

Richmond Fontaine har flere gange besøgt Danmark, både København og provinsen. De har for nylig udgivet albummet "We Used To Think The Freeway Sounded Like A River", og på den igangværende Europaturné gæster de Århus og København. I Århus var et begrænset, men dedikeret publikum mødt frem, og Richmond Fontaine har tilsyneladende en vis tiltrækning på lokale celebrities: Sidste gang gruppen spillede i Århus, sås både Poul Krebs og festugechef Jens Folmer Jepsen blandt publikum. Denne gang gjaldt det krimidronningen Elsebeth Egholm, ligesom Århus-americana-bandet Pocket Life - mindre overraskende - var mødt frem.

Richmond Fontaine åbnede med "White Line Fever" fra debutalbummet "Safety" fra 1997. Et af gruppens mere rockede numre, som blev fremført af et yderst velspillende band med en intenst syngende Willy Vlautin i front. Hans stemme er ikke så stor, men indlevet, en anelse hæs og nasal og passer fortrinligt til musikken og teksterne. Gruppens fire medlemmer på sang/guitar, guitar, bas og trommer er live udvidet med keyboardspilleren Ralph Huntley, hvis elegante tangentspil bragte yderligere nuancer til gruppens musik.

Koncertens andet nummer var titelnummeret fra gruppens nye album, "We Used To Think The Freeway Sounded Like A River", en anderledes afdæmpet sag, hvor man som publikum nogenlunde kunne høre detaljerne i den socialrealistiske tekst om livet i et barsk kvarter i et lille hus ved motorvejen. Willy Vlautins tekster kredser om livet i de lavere sociale lag, ofte med angivelse af konkrete steder i staterne Nevada og Oregon, hvor gruppens medlemmer kommer fra. Vlautins tekster har store litterære kvaliteter, og han har da også udgivet to romaner og har en tredje på vej.

Koncerten forløb som en blanding af sange fra gruppens nye album og godbidder fra det store bagkatalog. Musikalsk varierer Richmond Fontaine mellem up-tempo rocksange og mere folk-orienterede ballader og forskellige blandingsformer herimellem, og som antydet er musikken mere tilbage- end fremadskuende. Eller måske snarere tidløs. Melodierne er fine, og især balladerne står stærkt. Et af aftenens højdepunkter var den helt afdæmpede "Lost In This World", som blev fremført af Willy Vlautin og Ralph Huntley alene. Her fik man næsten gåsehud, og heldigvis var publikum stille - så stille, at det lavede en voldsom larm, da undertegnede kom til at tabe sin æske med ørepropper, som på dette tidspunkt var helt overflødige. Undskyld!

Lidt atypisk for genren havde Richmond Fontaine ikke medbragt en lap-steel-guitarist, men til gengæld formåede guitarist Dan Eccles at lave en slide-lignende lyd på sin almindelige elektriske guitar med kun ganske få pedaler. Eccles er en fremragende guitarist, som med ganske få toner formår at skabe smukke, filmiske stemninger, så man kan se den endeløse prærie for det indre blik. Her kommer begrebet "less is more" virkelig til sin ret.

Efter kun en time og 15 numre sagde Richmond Fontaine tak for i aften, men lod sig heldigvis lokke ind til yderligere fem ekstranumre. Herefter gik det sympatiske orkester ned i merchandiseboden og tog sig god tid til at snakke med de dedikerede fans. En absolut fin aften, hvor gruppen dog ikke helt nåede de stormfulde højder, som de af og til gør på deres albums, hvor instrumenteringen er fyldigere, og hvor man rigtigt kan glæde sig over nuancerne i Willy Vlautins tekster. Men en god aften, det var det.

Opvarming: Valdemar Have Band ***

Oprindeligt var det Richmond Fontaines amerikanske åndsfæller Dolorean, der skulle have varmet op for Richmond Fontaine, men disse har af uvisse årsager aflyst deres Europaturné, og københavnske Valdemar Have Band havde dermed fået æren af at varme op i Danmark. Gruppens musikalske udtryk ligger ikke langt fra Richmond Fontaines, men sangene er længere og langsommere og med et fyldigere lydbillede, præget af at der til tider er hele fire el-guitarer i spil samtidig. Guitarerne laver et tæt lydbillede af forskellige drømmende toner med masser af effekter som tremolo, chorus, delay og meget mere, og de skaber sammen en særdeles filmisk stemning under Valdemar Haves ret lyse og let klagende vokal, som kunne minde en smule om Mark Eitzel fra American Music Club. Valdemar Have oplyste, at dette kun var gruppens tredje koncert, hvilket man bestemt ikke kunne høre. Gruppen er godt sammenspillet, og de har bestemt potentiale til mere. Efter min smag er sangene dog en smule for langsomme og langtrukne og har ikke helt melodisk substans til at blive trukket ud i seks-syv minutter, som de oftest blev. Men Valdemar Have Band er absolut på rette vej.

Richmond Fontaine og Valdemar Have Band spiller på Loppen i København 24. september

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA