x
January Jaunt: The Polar Shift

January Jaunt
The Polar Shift

January Jaunt: The Polar Shift

GAFFA

CD EP / Strange Ears Recordings
Udgivelse D. 21.09.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Århus-gruppen January Jaunt udgav i 2007 det fine debutalbum Echoes & Stills, og det var derfor på høje tid med en opfølger. Men i stedet udgiver bandet denne ep og meddeler samtidig, at de går hver til sit grundet manglende inspiration, efter at have eksisteret i seks år. Noget af et tab, for January Jaunt har stadig potentiale her på deres sidste udspil, selvom der også er mangler. Det musikalske udtryk er fortsat storladen og følelsesladet rock med masser af guitar og synth og Ole Gundahls udtryksfulde, ofte falsetbårne stemme i forgrunden - ikke ulig eksempelvis for tiden allestedsnærværende Muse. Åbningsnummeret, den tempofyldte Move With The Masses er forholdsvis melodisk og fængende, ligesom den endnu mere hårdtpumpende You And The Hulk med en metallisk bas-gang heller ikke er helt ueffen. Også den mere afdæmpede, drømmende Rubble, der sender tankerne i retning af såvel Sigur Rós som A-ha, fortjener at blive nævnt, ligesom ep'en som helhed er ganske velarrangeret og -produceret med elegante breaks og fine detaljer. På melodifronten mangler sangene dog generelt noget pondus, og selv efter gentagne gennemlytninger har man lidt svært ved at genkalde sig numrene fra The Polar Shift, når ep'en er forbi. Så måske er det her, den manglende inspiration skinner igennem? Nuvel da, det var fint, så længe det varede - og mon ikke medlemmerne fra January Jaunt inden længe vil gøre sig positivt bemærket i andre sammenhænge?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA