x
Tom Jones: med Florence Rawlings, Forum, Horsens

Tom Jones, med Florence Rawlings, Forum, Horsens

Tom Jones: med Florence Rawlings, Forum, Horsens

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

"Tom Jones, er han efterhånden ikke omkring de 60 år?" spurgte en kollega mig før aftenens koncert i Forum Horsens. Men tro det eller ej, den walisiske sanger har faktisk rundet de 69 år. Alligevel turnerer han stadig verden rundt og udsender plader med jævne mellemrum, ligesom han for mange stadig er et sexsymbol. Ret godt gået, må man sige.

Sexappealen til trods var Forum Horsens dog kun halvt fyldt, med et aldersmæssigt ganske bladet publikum. Aftenens hovedperson lod sig dog ikke anfægte af det skuffende publikumsantal, men indtog scenen i vanlig frembrusende stil med åbenstående skjorte og læderjakke og et enormt sølvkors i kæde foran den behårede brystkasse. Håret er gråt, men huden er solbrun - og den store soulstemme er intakt. Det stod klart fra åbningsnummeret "Sugar Daddy", hentet fra Jones' seneste album, "24 Hours" fra sidste år. En ganske fængende sang, som i øvrigt er skrevet til Jones af selveste Bono og The Edge fra U2, der jo i øvrigt næste år lægger vejen forbi Horsens.

Bag sig havde Tom Jones et yderst velspillende band på hele ti medlemmer, heraf en blæsersektion på tre, to korsangerinder og guitaristen Pete, der både havde fødselsdag og danske rødder (og blev behørt fejret for begge dele), mens store skærme bag på bagtæppet viste farvestrålende grafikker og animationer. Efter nok en sang fra det nye og ganske fine album fik stemningen en tak opad med det gamle, dejligt højdramatiske James Bond-tema "Thunderball", hvor Tom Jones uden problemer nåede de høje toner i det sidste omkvæd. Respekt! At han så ikke styrtede rundt på scenen, men nøjedes med at gå lidt nonchalant frem og tilbage, var bestemt til at leve med.

Herefter fik vi endnu et par sange fra det nye album, hvor Tom Jones i øvrigt for første gang selv har bidraget til sangskrivningen - oven i købet på de fleste af numrene. "Jeg har omsider lært at stave," som han drilsk forklarede publikum. Publikum vågnede dog først for alvor op, da den valsende klassiker "Delilah" dukkede op, og folk begyndte at vugge fra side til side. Og sådan fortsatte koncerten med en blanding af nye sange og ældre hits - dog med flere og flere hits, jo længere vi kom frem. Ofte fortolkninger af andres sange - eksempelvis Otis Reddings "Hard To Handle", Joe Cockers "You Can Leave Your Hat On" (som jo egentlig er skrevet af Randy Newman) og Talking Heads' "Burning Down The House". En sang, som Jones storhittede med for ti år siden i duet med The Cardigans' Nina Persson, der denne aften blev erstattet af den udmærkede korpige Abbey Osmond.

Den fødte fortolker
Ved nærmere eftertanke er en stor del af Tom Jones' hits gennem tiden faktisk covernumre, men han er jo også først og fremmest fortolker. En sanger, der kan gøre andres numre til sine egne takket være sin fyldige stemme, sin elegante frasering og ikke mindst lidt sexappeal. Hvis ikke han skulle kunne synge "You Can Leave Your Hat On", hvem kunne så? Og der kom da også et par pigetrusser på scenen under denne sang, helt som traditionen foreskriver.

Musikalsk kom vi vidt omkring. Fra tidlige, nærmest easy listening-agtige hits som "Delilah" og "What's New Pussycat" over en akustisk country-sektion med "He'll Have To Go" og "The Green Green Grass Of Home" og soulsange som "Hard To Handle" og "Mama Told Me Not To Come" til noget, der nærmede sig techno på "Stoned In Love". Her tabte koncerten dog lidt energi, både fordi Tom Jones' stemme virkede underligt fjern, som om den var kørt gennem en autotuner eller en anden umusikalsk effekt (eller var der ligefrem tale om playback?), og fordi Jones efter at have sunget (og ikke-sunget) forlod scenen for at skifte skjorte, og de noget monotone techno-rytmer bankede løs lidt for længe herefter.

Tom Jones kom dog tilbage i ny, lilla silkeskjorte og samlede tråden op med storhittet "Sex Bomb", inden han, efterhånden godt svedig, sluttede af med evergreenen "It's Not Unusual". Som ekstranumre fik vi først Princes "Kiss", som vel med tiden er blevet lige så kendt som originalen, inden Jones og band sluttede af med den lidt mere anonyme, elektroniske dance-sang "Take Me Back To The Party", som ikke fungerede helt som finale. Og i det hele taget er Tom Jones ikke bedst i rollen som techno-trold. Men bortset fra enkelte døde punkter undervejs var det en god aften i Horsens, og da Tom Jones sluttede af med at sige "hope to see you again", er der altså ikke noget, der tyder på, at han vil gå på pension foreløbig. Hvorfor skulle han også det, når både han og vi er så godt underholdt i hans selskab?

Opvarmning: Florence Rawlings ****

Inden Tom Jones fik vi en halv times opvarmning med Jones' aldersmæssige modsætning, den 20-årige engelske soulsangerinde Florence Rawlings. Rawlings leverede en gang gedigen retro-soul med inspiration fra både Motown, blues og tidlig rock'n'roll, og kombinationen af den fyldige stemme og det ungdommelige ydre gjorde sammenligninger med Joss Stone oplagte. Som Stone i dennes unge dage havde Rawlings flere covernumre på programmet, heriblandt Gladys Knights "Take Me In Your Arms And Love Me" og Chuck Berrys "Can't Catch Me". Hun har dog også nye numre på repertoiret, blandt andet den smukke ballade "Love Can Be A Battlefield", skrevet af hendes protegé Mike Batt, der også har begået en lang række af Katie Meluas største hits - og som udgiver begge sangerinder på sit pladeselskab Dramatico. Med andre ord er Florence Rawlings i godt selskab, men hun er i sig selv også et ganske underholdende bekendtskab. Også Rawlings' hvidklædte band var gedigne musikere, selvom keyboardet fyldte lidt for meget i lydbilledet, men lad nu det ligge. Florence Rawlings skal vi nok komme til at høre meget mere til.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA