x
The Cult: Koncerthuset, København

The Cult, Koncerthuset, København

The Cult: Koncerthuset, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Lyst må altid være rockens drivfjeder numero uno. Man behøver ikke en fesen anledning for at tage på turné og tage et bestemt værk fra et bestemt år op til revurdering live - og da slet ikke hvis sangene er lige så holdbare, som det stadigvæk er tilfældet med The Cults "Love" fra 1985. Pladens sange er incitament nok i sig selv. Fireogtyve års jubilæet kan være lige så godt som femogtyve års fejringen, så det var heldigvis allerede i år, i aften, nu! at Ian Astbury og Billy Duffy og co. besøgte DRs imponerende Koncertsal.    

Detaljen som det suveræne
Astbury og Duffy er de to eneste nuværende medlemmer af The Cult, der også var med under indspilningerne af aftenens midtpunkt. Alfa og omega, uden de to, ingen The Cult.

I karismatisk påklædning, der blandt andet bestod af en rævehale fastspændt i denimbukserne samt cowboystøvler, stod Ian Astbury på et persisk tæppe, hvorfra han beviste, at han i dag muligvis er en større sanger end nogensinde før. Og det siger altså ikke så lidt. Allerede på første nummer, den guitardrivende "Nirvana", beviste Astbury, at han er en af de førende mestre i at lade lidt være meget. Ligesom det var tilfældet hos det lidt for tydelige forbillede, Jim Morrison, så ved han, at det er i de små detaljer, de store armbevægelser for alvor har mulighed for at bryde igennem til publikum. Astbury synger på en forunderlig måde mere indædt, end han gestikulerer udad med mundtøjet, men på trods af denne indfølte evne er hans vokal samtidig ladet med en enorm effektiv rockpondus.

Efter en lidt rokkende start, hvor vokalen var svært utydelig i koncertsalens arkitekturiske rum, blev lydbilledet ganske hurtigt rettet op til et af de bedste, denne anmelder nogensinde har hørt. Det gav Astburys vokal fuld kredit hele koncerten ud. Også John Tempestas formidable trommespil sad lige i det berygtede skab. For slet ikke at snakke om Duffys hvide Gretsch White Falcon, der akustisk var som krystalskarpt skåret. Især hans solo hen imod slutningen af en let omfortolket version af "Brother Wolf, Sister Moon" var rent ud sagt gjort at det sonisk sublime.

Koncertsal vs. stadionrock
På Astburys opfordring blev der gjort op med salens nummererede pladser, da han gjorde publikum opmærksom på det indlysende: "This is not a symphony show, this is a rock concert". Folk tog det til sig og gav verdens dyreste koncertsal en aura af stadionrockkoncert i sofistikerede omgivelser.

Og musikken virkede da også bedst, når den var storslået og pompøs og gjort af det stof, der kunne have væltet et stadion. Under afslutningen af pladen, den smukke ballade, "Black Angel", faldt forbindelsen mellem publikum og musikken en smule til jorden. Tempoet var blevet skruet så højt op i gear, at det var svært at falde ned igen, og et af pladens stærkeste numre mistede sin styrke.    

Rockmangfoldigt
Højdepunkter var der dog flere af, og de kom løbende. Bedst kom de i form af titelnummeret, "Rain" samt "Revolution", som, hvis man nu for sjov skyld gør dem til en hellig treenighed, tilsammen udgør én stor magnetisk rockanciennitet, der suger alt til sig: Fra førstnævntes storslåede riff og overlegenhed til tempomelodiens erobrer i "Rain" til en blændende smuk rockhymne. "Loooove... loooove... loooove...".

Og det er det, der i sidste ende gør "Love" til et af The Cults bedste albums. Til trods for at det har høstet færre roser og solgt færre kopier end de to efterfølgende plader, "Electric" (1987) og "Sonic Temple" (1989), står "Love" i sidste enden distancen bedre end de to plader. I sin variation af treakkords-rytmer hentet fra AC/DC, pseudomysticisme lånt fra Jim Morrison og The Doors og trommerytmer af den dansevenlige, er det en underholdende og ekstrem arbejdsom plade. Live stod den stor set distancen fra start til slut.  

Og så lidt ekstra
Efter en meget kort intermission blev der kørt i stilling til en stribe ekstranumre, som talte tre numre fra "Electric"-pladen, et par fra "Sonic Temple" samt en enkelt fra hver af de to seneste udgivelser.

Især "Rise" fra den undervurderede, "Beyond Good and Evil" (2001) imponerede med en fandens rå lyd, inden "Dirty Little Rock Star" fra den Bukowski-begejstrede albumtitel, "Born Into This" (2007), fik publikum til at stå i stampe en lille smule. Det er ikke lang tid siden, Astbury brokkede sig i medierne over faldet af musikbranchens pladesalg, og denne aften så det da også ud til, at publikum måske ikke var særlig bekendte med det ene nummer, The Cult spillede fra deres seneste plade. Det kan jo også være, de bare ikke kunne lide det.

Det rygtes, at The Cult producerede deres sidste plade med "Born Into This". Så længe de tager ud og giver publikum koncertoplevelser som denne, klarer vi os nok for en stund. Energien var i storform, lyden perfekt og sammenspillet bandet imellem noget nær eminent. En af de rareste uforpligtende fester, jeg nogensinde har været til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA