x
Green Day: Forum, København

Green Day, Forum, København

Green Day: Forum, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Lad det være sagt med det samme: Der ER noget punk i Green Day. Det er gemt et sted inde mellem de poppede omkvæd og den radiovenlige androgyne 3-akkorders rock. Men punken er der, umiskendeligt.

Idiotsikkert materiale

Med et imponerende bagkatalog og en lang række hits er det svært for et band som Green Day at falde igennem, med mindre de virkelig prøver. Publikum lader sig velvilligt forføre af Billie Joes heppeskrigeri og falder lykkeligt i svime over de gamle ørehængere.

På scenen er bandet fordoblet: Ekstra guitarist, ekstra keyboard/harmonikaspiller, og en backup- guitarist/sanger. Da bassist Mike Dirnt også synger kor, er der potentielt 3 sangere og 3 guitarister på én gang - plus trommer, bas og keys. Måske et fint koncept på papiret, men farligt et sted som Forum. Der er som bekendt en vis lighed mellem rockkoncerter afholdt i Forum, og rockkoncerter afholdt inde i en mursten.

Men jeg skal ellers love for, at bandet i dén grad var flintrende ligeglad med, om lyden ikke altid var optimal.

Koncert! Show! Cirkus!

Billie Joe er bandets absolutte og ubestridte centrum. Han elsker simpelthen at råbe ting, som publikum skal råbe efter, mens han forlanger at se folks hænder svingende frem og tilbage. Det er crowd control på et avanceret plan. Han er en ægte sprechstallmeister i gennemsvedt tøj, og skal altid lige hoppe, lave lidt breakdance, hive en publikummer på scenen eller fyre noget andet af. Han vil ses og høres konstant. Han må være ulidelig at være venner med, but who cares? Det fungerer jo helt fænomenalt på scenen. Selv efter en tung uge på mit arbejde har Billie Joe min udelte opmærksomhed sent fredag aften. Dét er imponerende.

Første del af koncerten er nærmest en slags religiøs vækkelsesceremoni, hvor vi skal lures til at synge med på tekster om at USA er fucked. Konceptet bliver på en eller anden måde aldrig forældet i popkulturen. "And that is why you're better than America", siger BJ tilfreds efter sing-along intermezzo #78. Fra at være domineret af numre fra den nye "21st Century Breakdown", hvor et par af de lidt mattere sange sniger sig ind, bevæger vi os tilbage til "American Idiot", hvor vi får et par godbidder, før der bliver affyret træfsikre hits fra "Dookie", "Insomniac" og "Nimrod". I sidste omgang får vi numre som "Minority" og "Good Riddance (Time Of Your Life)". Bandets to første plader forbliver uberørte, bortset fra i en kommentar fra Billie Joe: Bandet spillede i Ungdomshuset i 1991, lige før udgivelsen af "Kerplunk!" Folk havde efter sigende sex på scenen til denne koncert. Hvem ved, måske var dette dråben, som oprindeligt fik Ruths bæger til at flyde over.

Metroappel

Billie Joe har altid haft en flamboyant smag. Han er gift, har børn, bevæger sig lidt som Lars Ulrichs bøssoide fætter, og jo, Billie Joe kan også lide drenge. Måske er det netop denne alsidige seksuelle indstilling, der giver ham den brede appel. Præcis hvor "galt det er fat med ham", som Misse Møghe måske ville have sagt, bliver klart på nummeret "King For A Day" fra albummet "Nimrod". Regnbuefarver overalt på scenen, assorterede hatte og en saxofonbaseret medley bestående af blandt andet Rolling Stones "(I Can't Get No) Satisfaction", komplet med utvetydige underlivsbevægelser, viser forsangerens sande farver. Når man kigger efter, er det i grunden helt tydeligt: "Han er sgu da lidt homo-agtig, når han sådan styrter rundt på scenen", siger jeg, og min sidemand smiler tilbage. Der er intet i vejen med at være bi eller homo i min verden. Og der er vist heller ingen tvivl om, hvem der var inde i den lyserøde kanin, som væltede rundt på scenen, lige før bandet gik på. De bevægelser kan kun tilhøre én mand.

Flammer og eksplosioner

Væggen bag bandet er en slags biografskærm. Det regner blod, Jesus kniber en tåre, tekst suser forbi for til sidst at blive erstattet med en blinkende "Green Day"-skilt. Kanonslag, flammekastere og konfetti er en del af det indbyggede sceneshow. Billie Joe skyder med T-shirt-gevær, kaster lokumspapir på folk og viser rutineret sin bare røv. En lille håndfuld heldige fans får lov at synge med på udvalgte sange fra scenen, eller at skyde med vandkanon og lave stagedive. Det hele er koordineret som en professionel overklassefødselsdagsfest. Alt det her har kostet knaster, siger jeg til dig. Man kan kun deducere, at Green Day-firmaet kører med grønne tal.

Når alt dette er sagt, tenderer Billie Joes selviscenesættelse lige på grænsen til det anstrengende. Jeg skelede flere gange rundt på folk omkring mig, når de lidt opgivent kiggede på hinanden ved endnu en omgang "olééééé olé olé olééé" midt i et nummer.

Opvarmning: Prima Donna (***)

Prima Donna er af samme 3-akkord-punkrockede skole som Green Day, men på den mindre raffinerede måde. Efter hvert nummer modtog Prima Donna klapsalver fra omkring 1/4 af Forum, og selvom bandets sanger fyrede floskler af som "Green Day er det bedste band i verden", forstummede jublen relativt hurtigt, så snart bandet gik af. Hvad er det mest nævneværdige ved Prima Donna? Deres sange var ikke mindeværdige, men heller ikke irriterende. De havde et keyboard, som kunne have bidraget bedre. Et sted bag det alt sammen var et velskabt band uden så mange appelsiner i turbanen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA