x
Bowerbirds: Voxhall

Bowerbirds, Voxhall

Bowerbirds: Voxhall

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Det var ret så imponerende, da Bowerbirds på deres andet ekstranummer brød afstanden fra Voxhalls høje scenekant ned til publikum og spillede den indfølende "Bur Oak" nede fra gulvet - unplugged, akustisk nede i en lejrbålscirkel mellem det århusianske publikum. For det er netop her, akustisk og uden det forhøjede afsenderpunkt, at North Carolina-trioen virker allermest autentisk.

Foran mig selv stod under hele koncerten aftenens mest dedikerede og højlydte fan, en århusiansk Iggy Pop-persona forfalden til smuk amerikansk folkrock, - og som om det ikke var nok, at man er en ægte rocknrolla med et sidespring til denne anmelderroste kuriositet, så demonstrede han også sit kendskab til Bowerbirds' fine bagkatalog, altså de to plader "Hymns For A Dark Horse" (2007) og den nylige "Upper Air" (2009), ved at nynne, klappe og tappe sine støvler mod gulvet. Råt... På en mærkværdig måde.

Trioen - med Phil Moore på guitar og vokal, kæresten Beth Tacular (hvilket spektakulært navn?) på keys og harmonika, og deres nye livetrommeslager, Yan Westerlund, hvis trommespil udfylder et særligt stemningsskabende rum i lydbilledet (jeg gætter på, han har sin baggrund i jazzmiljøet med den timing og punktuering) - åbnede med de fænomonale søde "My Oldest Memory", den åbenhjertige og uhyggelige "Crooked Lust" og deres debutalbums stærkeste skæringer "Hooves" og "In Our Talons". Det var fremragende, men også tilbagelænet og uhøjtideligt. Deres Århus-koncert var den første på en 20+ lang Europa-turné, men den musikalske præstation var uhyrligt sikker og føltes slet ikke som en generalprøve, lyden var crispy, og Moores guitar og de tre-stemmige vokalharmonier lød endnu bedre live, end man havde turde forvente på de ellers to smukke skramlet-producerede folkplader. Lyrikken i sig selv er betagende, musikken oven på er et stille manifest - yderst velkomponerede melodierne og stemninger, som små lysninger i mørke skove, som bærer sin kærlighed til de upolerede, basale følelser, beskrevet med naturens metaforik.

Derefter fortsatte Bowerbirds med vægten på det nye materiale, fra "Upper Air". En plade, som er lige så idyllisk, naturfikseret og smuk som debuten, men ikke bærer helt samme fornemmelse af tyngde, og hvor sangskrivningen trods alt ikke er helt så unik, som på det fremragende lille mesterværk af en plade, som "Hymns For A Dark Horse", er. Koncerten var på et tidspunkt tæt på at blive lidt for langsom, lidt for kedelig - også fordi numrene er lange og ofte slutter med samme fornemmelse af outro, hvor Phil Moore punkterer verset, og slutter højt a capella. Der var dog stadigt åbenlyse højdepunkter i deres seneste single "Beneath Your Tree" og "Chimes".

På publikums opfordring sluttede bandet sættet med en hurtig tilføjelse i "Olive Hearts", og vendte alt for venligt tilbage med to ekstranumre "House Of Diamonds" og "Bur Oak" - sidstnævnte spillet i armslængde fra det århusianske publikum. Fornemt.

Bowerbirds spiller søndag aften, den 11. oktober, på Loppen i København


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA