x
Sufjan Stevens: The BQE

Sufjan Stevens
The BQE

Sufjan Stevens: The BQE

GAFFA

Album / Asthmatic Kitty
Udgivelse D. 19.10.2009
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

På The BQE, der er niende studieudgivelse fra Sufjan Stevens, hylder den 34-årige sangskriver motorvejen The Brooklyn-Queens Epressway med musik, der oprindeligt er skrevet til Next Wave-festivalen, hvor han i november 2007 optrådte tre aftener med showet The BQE, hvor 36 mand inklusive musikere og hulahoop-dansere optrådte foran en filmisk hyldest til den amerikanske motorvej. Dette album indeholder musikken fra omtalte show, og der er som sådan ikke mange fingre at sætte på musikken, der på én gang både er klassisk Sufjan Stevens med masser af plirrende fløjteri og finurlige blæsere, men som også søger nye græsgange. Særligt Movement IV: Traffic Shock viser nye mere elektroniske sider af Stevens. Sider, som han med fordel kunne inkorporere yderligere på kommende udgivelser fra sit dragende musikalske univers. Problemerne med denne udgivelse er imidlertid først og fremmest, at man i den grad savner Sufjans stemme og tekster, men også at musikken sine steder har en snert af genbrug over sig, og at de allermest storladne numre bliver en kende for Disney-agtige, hvilket bare bliver irriterende, når nu det tekstlige modspil mangler. Alt i alt er The BQE en okay udgivelse fra en kunstner, der har meget mere i sig, og man kan kun håbe på, at det ikke varer alt for længe, før den gode Stevens vender tilbage med endnu et kapitel i sin musikalske kortlægning af USA's 50 stater eller en tilsvarende regulær udgivelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA