x
Fuck Buttons: Voxhall

Fuck Buttons, Voxhall

Fuck Buttons: Voxhall

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Fuck Buttons, Bristol-duoen bestående af Andrew Hung og Benjamin John Power, larmede (i øvrigt sammen med sit kompromisløse, øredøvende og mere minimalistiske London-baserede supportband HTRK), så Voxhall rungede. 50 minutters smertefuldt, intensivt angreb på øregangene. Først fem minutter efter koncerten vendte hørelsen tilbage, men timer senere holder en ringen for ørene fortsat søvnen på afstand. Aldrig har den form for smerte følt så godt. Hvilket brag af en koncert. Perfekt.

Duoen har netop udgivet deres første single fra deres kommende album, og de åbnede netop med den bevidsthedsudvidende ”Surf Solar”. Desuden lånte de deres to første 7-tommer singler, som udkom på deres første plade ”Street Horrrsing” i 2008 - ”Colours Move” og ”Bright Tomorrow”, men holdt ellers dispositionen fra deres nye album, og spillede hele albummet (bortset fra et enkelt nummer) i samme opbyggelige rækkefølge. Det nye materiale skal nok få medvind hos anmelderne. Der er mere tempo end på debuten, og så er der blevet plads til repetitive, klubvenlige techno- og elektrobeats. Hvis man altså kan tale om, at deres musik er venlig overhovedet. "Tarot Sport" har international udgivelsesdato den 12. oktober.

Fuck Buttons spiller hård elektronisk noiserock, og de gør det på samme tid energisk og introvert. Det er ikke sfærisk. Det er kosmisk! Grænseløst, en støjende, oscillierende uendelighed. Publikum svævede rundt i det soniske bølgehav. De forblev blot tilskuere og blev desværre ikke sådan rigtigt deltagere – og så havde denne anmeldelse i øvrigt været et fuldt hus.

Det, der gør Bristol-gruppen så imponerende, er at de spiller det meste analogt fra deres store legetøjsarsenal fra scenen. Ud over en enkelt gulvtam er der ingen klassiske rockinstrumenter (som der er eksempelvis er hos Black Dice eller Gang Gang Dance), men til gengæld tæver Andrew og Benjamin løs på synthesizere, effektpedaler, skriger i legetøjsagtige båndoptagere med mikrofoner, som de forstærker, forvrænger, modulerer live. Det musikalske udtryk er nyskabende og abstrakt, som man med fordel kan opfatte som en pendant til kunstens avantgarde – meget mere end poprockmusikkens konventioner og funktionalitet – som en musikkens art cinema. Kraftwerk anno 2009. Vi er mere i robotalderen, end i den automatiserede laptophimmel. Som lydkulissen til en analog science-fiction-film.

Efter ”Surf Solar” med atari-introen og den hyperdistortede ”Colours Move” hoppede de frem til ”Rough Steez” og ét af koncertens højdepunkter, den beskidte og futuristiske ”Olympians”, som er min favorit på "Tarot Sport". Derefter gik det tilbage mod ”Bright Tomorrow”, inden Fuck Buttons lukkede med de tre lukkere fra den kommende plade: Først det monstrøse, drønende ”Phantom Limb”, som har rene technoelementer, dernæst den galloperende ”Space Mountain”. Og som grand finale de tordnende lydflader og vel nok mest melodiøse elementer på ”Flight Of The Feathered Serpent”, som smukt og langsomt landede den pauseløse koncerten i et lysglimt, og med ét: salig stilhed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA