
Mike Tramp
Mike Tramp & The Rock 'N' Roll Circuz
Mike Tramp: Mike Tramp & The Rock 'N' Roll Circuz
GAFFA
Album / Sony Music
Udgivelse D. 05.10.2009
Anmeldt af
Erik Barkman
Da Mabel- og White Lion-veteranen Mike Tramp tidligere på året meldte sig under TV2s ”Allstars”-faner, markerede det enden på et årti eller to i udkanten af showbiz-verdenens spotlys. Deltagelsen endte i en hæderlig andenplads – bag ”Bamse”, men alligevel – og således opmuntret har Tramp begået sit mest energiske og udadvendte album i årevis. Udgangspunktet er stadig den aldrende rock-rottes refleksioner fra et sted midt i livet, og de er stadig ikke voldsomt dybe. Men som altid er der en afvæbnende ærlighed over de selvbiografiske sangtekster om at ofre sit liv på rockmusikkens alter og miste taget i parforhold og venskaber undervejs. Sounden er uforfalsket heavy-rock a la firserne, leveringen er overskudsagtig, og sangene er gennemgående et minut eller to for lange. Stor kunst er Mike Tramp & The Rock’n’Roll Circuz bestemt ikke; til gengæld er det for dygtigt til at være røvballe og for dedikeret til at være til grin. Gamle fans kan roligt stå på toget igen.