x
Sweethead: VoxHall, Århus

Sweethead, VoxHall, Århus

Sweethead: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Sydstatsrockerne Eagles Of Death Metal gæstede et næsten fyldt VoxHall mandag aften til en højenergisk koncert. Da GAFFA har anmeldt gruppen live allerede to gange i år, springer vi dog over denne gang, men vi vil gerne knytte et par ord til det ganske interessante opvarmningsband Sweethead. Der er nemlig tale om en ganske ny og spændende gruppe med en prominent guitarist, Troy Van Leeuwen, der til daglig spiller i Queens Of The Stone Age, og en rytmesektion, bassisten Eddie Nappi og trommeslageren Norm Block, som spiller med Mark Lanegan. Og musikalsk kan man bestemt høre ekkoer fra QOTSA i Sweetheads musik, men de har også andre strenge at spille på.

Sweethead har nemlig en kvindelig forsanger, det hidtil ret ubeskrevne blad og den meget blonde Serrina Sims, som med sin sensuelle stemme og sexede fremtoning gav Sweetheads musik et poppet og ja, sødmefuldt skær, som udgør en fin kontrast til den tunge og forholdsvis melodiske rock, hvor også Eddie Nappis bas fylder godt i lydbilledet.

Sweethead gav os på en halv time otte sange, fra punkede up-tempo-numre som "Turned Our Backs" og "Skinhole International" til de en anelse mere afdæmpede og groovy "Amazing Vanishing Contest" og "The Great Disruptors", singleforløberen for gruppens kommende debutalbum. Og især sidstnævnte sang har hitpotentiale.

Sweethead spillede både højt og godt, med Troy Van Leeuwen som musikalsk indpisker med både melodispil og powerakkorder ad libitum, og bag ham var rytmesektionen særdeles tight, mens Serrina Sims gav den pænt gas i front. Og publikum kunne tydeligvis lide, hvad de hørte.

Sweethead er et fremadstormende band, vi kommer til at høre mere til.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA