x
James Morrison: Falconer Salen, København

James Morrison, Falconer Salen, København

James Morrison: Falconer Salen, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er svært ikke at kunne lide James Morrison. Musikalsk bevæger han sig lige dér, hvor rigtig manges smag ligger, og han tilhører den slags kunstnere, hvis underholdning centreres om den rene musik og ikke om hverken dans, lysshow eller andre visuelle virkemidler. Han er romantisk, uden at være poleret, og hans stemme er blød og sød, men har alligevel en kant og en karakteristisk råhed.
 
Men torsdag aften i Falkoner Salen på Frederiksberg var det godt nok også heldigt, at James Morrison ikke havde noget storslået show med. For med det store antal billetter, man havde solgt, og fraværet af stor- (eller i det mindste bare små-) skærme, gjorde det var helt umuligt for de bageste at se, hvad der foregik på scenen. Det hjalp lidt på udsynet, da der midt i koncerten blev åbent for balkonerne, selvom det selvfølgelig gør noget for en koncert (og som regel ikke af det bedre), at halvdelen af publikum sidder ned og på den måde er forhindret i at danse og bevæge sig og give den gas.

Men måske gjorde ikke så meget, for James Morrison er under alle omstændigheder en kunstner, der primært leverer noget for øret. Og siddepladser eller ej, så var der masser af begejstring at spore blandt publikum, for det var helt klart de dedikerede fans, der var mødt op denne aften. James Morrison gav dem da også, hvad de var kommet for. Nærvær, overskud og en glose på dansk fik folk på hælene og sang på sang af den bløde, romantiske, soulede slags, som er Morrisons speciale, røg ud over scenekanten. Numre som "You Make It Real", "Please Dont Stop The Rain" og "If You Dont Wanna Love Me" skabte glæde, men den sang, der i særdeleshed samlede alle og fik dem til at synge med, var det hit, som i øjeblikket er i rotation på de danske kanaler, nemlig duetten "Broken Strings". I originalen synger Morrison sammen med canadieren Nelly Futado, men denne aften blev den kvindelige del leveret af en af Morrisons korpiger, som ikke kun var billedskøn, men som også - og det kan man vist roligt sige uden at fornærme nogen - leverede en noget større vokalpræstation, end det høres i originalversionen.  

Talent i klassisk forstand
Selvom den stemmemæssige lighed med Rod Stewart er stor, så slår James Morrison én som ægte på den "Bruce Springsteen-agtige" måde (uden anden sammenligning i øvrigt). Han står på scenen med et rigtig band, der spiller godt sammen, fordi de har øvet sig og er spillet sammen. Morrison synger med sin egen uskolede stemme, som er blød og samtidig lidt sammenbidt, men i hvert fald super-personlig, og man kan høre hans begejstring for Stevie Wonder og soul- og bluesmusikken i hans kompositioner. Alt i alt viste James Morrison sig ved denne koncert som en kunstner med stor integritet, som leverer uindpakket musik og som har talent i klassisk forstand - han kan simpelthen spille, synge og skrive musik. Og så selvfølgelig fremføre den med største troværdighed. 

James Morrison leverer varen, som han helt sikkert har gjort det hver aften sin tour igennem og sandsynligvis også vil gøre i fremtiden. Han og hans band viste en sikkerhed og en hjemmevanthed på scenen, som gav en musikalsk oplevelse, som lød næsten som på plade - og som derved også balancerer lige på kanten til at blive lidt for udramatisk og kedeligt i længden.

Men Morrison holder den på knivsæggen, og med det gode musikalske håndværk, overbevisende sangskrivning og ægte spilleglæde kunne man denne aften opleve en god koncert - i hvert fald hvad musikken angår. For helhedsoplevelsen kunne ikke undgå at blive præget af den stemning, som Falkoner Salen som utaknemmeligt spillested giver. Stedet emmer af konferencer og hotel, og selv ikke med James Morrisons autenticitet og ægthed stod dette til at ændre.

Support: Nabiha
Lidt mere specielt var det at se opvarmningen til Morrison og co., som denne aften blev bibragt af den danske debutant Nabiha. Helt alene på den meget store scene - dvs. uden band eller dansere, gjorde Nahiba sit yderste for at få folk op i gear. Der var bestemt ikke noget i vejen med hverken hendes energi eller sangtalent, men hele set-uppet med en pige solo, ingen backing, og kun disko-akkompagnement i højtalerne, virkede lidt spøjst og meget bart og underligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA