x
Milow: Train, Århus

Milow, Train, Århus

Milow: Train, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Vi kommer enkelt fra start, da Milow går på scenen i Train. Han kommer ind med en akustisk guitar og to medlemmer af sit backup-band, endnu en akustisk guitar og en kvindelig vokal, der skal vise sig at være en glimrende anden-stemme. Der er ingen introduktion, ingen hilsen, ingen ligegyldig sludder, og det er i grunden klædeligt. Vi får sangen "This City Is On My Side", serveret så skærende enkelt og harmonisk at det næsten gør ondt, og publikum virker nærmest hypnotiserede.

Så er stilen lagt, og det lykkes utroligt nok Milow og hans velspillende band at holden den koncerten igennem. Det kan være temmelig svært for selv de mest garvede og dygtige musikere at holde publikum fanget, når materialet er så stille som Milows er, men live-fortolkningerne gjorde en stor forskel. Milows ellers jævnt kedelige, selvbetitlede album fik en kærkommen saltvandsindsprøjtning på scenen, og publikum virkede svært godt tilfredse med præstationen. Milow havde et godt tag i nakken på dem med et fint nærvær på scenen og især publikum foran scenen var under mange af numrene så stille og koncentrerede at man skulle tro, at de var til forelæsning, ikke koncert. Nu skal man passe på som anmelder ikke at lade sig rive med af stemningen, men for eksempel under "One Of It, Two Of It", der var væsentligt mere rocket end på albummet, var der så meget stemning, at man næsten blev kvalt.

Stort set hele albummet "Milow", der er det eneste, der er udkommet i Danmark, var under behandling, og hvis han havde gjort på albummet, hvad han gjorde på scenen, havde den nok fået en noget mere venlig modtagelse blandt anmelderne. Live virker de ellers trivielle tekster og ensformige melodier ligefrem spændende ind imellem. Vi får enkelte små guitarsoloer, en smuk supplerende vokal af Nina Babet, der endda får lov at stå alene ind imellem - til stor fryd, for hendes stemme og energi er virkelig imponerende. Der kommer endog indslag fra både kontrabas, xylofon og harmonika. Det giver musikken den smule kant, der gør, at den er jævnt underholdende i stedet for bare jævnt ligegyldig. Mange af numrerne bliver næsten folk-agtige på scenen, og når Nina giver stemmen frit løb virker det næsten, som om The Corrs er kommet på visit. Det er gennemført, det er nydeligt, men hele koncerten virker lidt for nydelig. Der er ikke så meget spænding i det.

Nerven mangler
Mange vil sikkert stille sig på hælene over kritikken, for Milow er low key i sin stil, det er ham, publikum er kommet for at se, og musikerne spiller godt. Det er nerven, der mangler, det, der giver gåsehud, og det kunne egentlig godt være lykkedes, hvis det blev gjort rigtigt. Men der mangler noget, der kan give koncerten det ekstra skub, måske mangler der i grunden bare noget mere dybdegående materiale, og det kan man jo håbe kommer med alderen. Milow har potentialet i hvert fald, så det ville næsten være spildt, hvis han ikke rykker sig videre.

Alt i alt var koncerten ganske underholdende. Publikum fik mulighed for at synge med et par gange, der blev klappet i takt på nogle af de mere livlige numre, og der var stor jubel under især to numre: Bruce Springsteens "Thunder Road", som Milow klarede helt solo, og naturligvis hittet "Ayo Technology". De par pinligt fulde og larmende mennesker der var mine naboer, og hvis opmærksomhed under hele koncerten havde været andre steder, lyttede endelig med, og Milow fik dermed hele salens opmærksomhed. Under ekstranummeret "Dreamers And Renegades" er der en lille overraskelse, for her bliver det hele akustisk, som et modsvar til "Ayo Technology", der blev spillet lige før. Her bruger trommeslageren tamburin og en enkelt tromme, Milow tager akustiske guitarer, bassisten bruger sin kontrabas, og der kommer en harmonika på scenen. Her kommer også noget af den efterlyste nerve til, om end lidt for sent. Bandet afslutter med et fælles hop på den sidste takt, og koncerten er overstået. Nydeligt, underholdende nok, men det er ikke ligefrem revolutionerende. Jeg giver den tre stjerner, der kan betragtes som tre en halv i håbet om, at det kan blive meget bedre.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA