Erann DD: Byen Kalder

Erann DD
Byen Kalder

Erann DD: Byen Kalder

GAFFA

CD / EMI Music
Udgivelse D. 26.10.2009
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

En syntetisk poplyd, som den lød i 80'erne, og sange i falset. Hvad skal vi med det i 2009? Selv Kasper Winding har bevæget sig siden da, og det virker derfor som en noget håbløst mission for Erann DD at genoplive denne tidstypiske popstil. Men det er ikke desto mindre, hvad han forsøger på Byen Kalder.

Den store fornyelse hos Erann DD er, at han nu synger på dansk. Det håndterer han professionelt, men nogen åbenbaring som sangskriver er han altså ikke, og Byen Kalder skæmmes af nogle tæerkrummende danske sangtekster. Det er du-og-jeg. Jeg ser på verden og fortæller dig mine inderste tanker.

Der er ikke meget soul tilbage i Erann DD's sange, som dog stadig har et funky pift over sig, og der er masser af fest og farver over den vellykkede titelsang, der følges udmærket op af den lette Sommer I Sanserne. Men det niveau holder resten af albummet langtfra, hvor Erann DD mest er degraderet til en ordinær dansk sanger med en række middelmådige sange i en kønsløs indpakning. Det må Erann DD kunne gøre bedre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA