x
Randi Laubek: Copenhagen Jazzhouse

Randi Laubek, Copenhagen Jazzhouse

Randi Laubek: Copenhagen Jazzhouse

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Selvom man er blevet trådt i hovedet af en hest som barn, kan man godt vokse op og blive en yndefuld og gudsbenådet sangerinde

JazzHouse er tætpakket, og værten indleder med at beklage, at der ikke er flere stole. Så entrerer Randi Laubek med sit band og gør med diskret charme og musikalsk fylde deres til, at det er komplet ligegyldigt, om man sidder eller står.

Over de næste i alt 18 numre får vi en smuk og sikker præsentation af Randis musikalske univers. Trommeslageren Emil de Waal får spillet med både trommestikker, blide whiskers og sine hænder. Thorbjørn Appel på både el- og kontrabas. Randi selv for det meste med sin håndbyggede Kehlet-guitar. Og guitaristen Mads Reinhold, der er forholdsvis ny i Randi-sammenhænge, skifter ivrigt imellem både el og akustiske guitar.

Hovedvægten er selvfølgelig lagt på Randis nyeste album "Sun Quakes", men der er også værdige repræsentanter fra bagkatalogets fire andre udgivelser. Som altid er Randi ydmyg og taknemmelig, nærmest selvudslettende, hvilket selvfølgelig er svært at realisere med den stemme og de toner. Hun har dog valgt en sceneopsætning, hvor orkestret nærmest står på linje. Ikke noget med at centrere Randi i midten - vi lytter til et hold af musikere, som derfor vægtes lige.

Og det gør vi så: lytter respektfuldt og alvorligt. Til et band, der er så velspillende og præcist, at man kuldegyses og imponeres. Én ting er jo ekvilibrisme, noget andet er at få det til at lyde godt. De to ting hænger ikke altid sammen. I Randis orkester er det en selvfølge. Det er også en tradition med lidt underfundige smil/grin af Randis finurlige historier. Denne aften fra hendes barndom, hvor hun fnisende fortæller, at hun er blevet trådt i hovedet af en hest, er faldet i åen, både med og uden trehjulet cykel og om familiehunden Ricko, der dræbte et større kuld kaniner.

På Randis nyeste album eksperimenterer hun lidt mere med sin vokal, end hun har gjort på de seneste udspil. Med stemmens klange og betoninger, med vibratotyper og sågar med lidt knas på stemmen. Da vi når til "Prison" i sættet, håber denne anmelder, at disse får lov at komme med på scenen. Det er desværre ikke tilfældet, og dermed er aftenens eneste ankemulighed bragt på banen: Randi Laubek er så sikker og så perfekt i sin fremførsel, at det i længden kan tangere det ensformige og lidt for trygge. Man kunne ønske sig, at hun ville give slip og lade vildskaben flyde. I "New Beginning", som ellers er mere end frisk i sit arrangement, holder hun sit markante og åndedrætsgribende skrig tilbage. Bare vi havde måttet høre hende give slip, for så havde vi fået hendes fulde spektrum at se - fra det mindste og fineste, til det største og vildeste.

Ellers er der ikke en finger at sætte og det mærkes på publikum, som er taknemmeligt og klappende så meget, at Randi plus orkester kommer frem til et ekstra-ekstranummer, "Tapestry of Fire" fra debuten "Ducks and Drakes", der i følge orkestret ikke har været spillet længe, men stadig fungerer upåklageligt.

Så ja, Randi kan det meste - "we can do the most, if we must" fra sangen "If I Must".  Nogle gange ville man bare ønske, at hun også ville lave nogle fejl og synge vildskaben ud. Men når det nu ikke kan være anderledes, så bliver det nok ikke meget bedre.

 

Randi Laubeks turné fortsætter til følgende byer:
28.oktober:   Fermaten, Herning.
29.oktober:   Skråen, Ålborg.
30.oktober:   Rampelys, Silkeborg.
31.oktober:   Musikhuset, Århus.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA