x
Missing Voices: Women of The World

Missing Voices
Women of The World

Missing Voices: Women of The World

GAFFA

Album / www.missingvoices.dk
Udgivelse D. 23.10.2009
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det er et imponerende kollektiv af muslimske kvinder, som danske Annette Bellaoui har samlet. Initiativet handler om at føre muslimske kvinder ud i lyset på lige fod med mænd, og at de hermed skal danne netværk, som spreder det glade budskab. Og at dømme efter kvaliteten af de forskellige kunstnere på denne plade, så er det nogle særdeles brugbare rollemodeller, der udklækkes her fra starten.

Undertegnede mødte Annette Bellaoui og Missing Voices-gruppen på musikmessen WOMEX i Sevilla i 2008, og her var det klart, at det var nu, der skulle ske noget. Derfor er denne plade en ren gave med sin blanding af traditionelle ting, moderne pop, rap og spacede og meditative lydsfærer. Missing Voices er centreret omkring byerne København, Amsterdam og Birmingham, og kunstnerne er 1.- eller 2. generationsindvandrere, som hvr for sig er fremragende musikere med en masse på hjerte. Og der bliver i den grad gjort op med ethvert traditionelt billede på den muslimske kvinde. Tag nu bare den overbevisende soulsangerinde Yazmin, som er her fra landet og optræder i stramtsiddende hijab, samtidigt med at hendes inderlige sang på engelsk om at tro, "When We Believe", er et godt bud på et pophit. Lækker stemme, som smyger sig som en kat.

Der er også den hollandsk/marokkanske rapper Bad Brya, som serverer nogle særdeles veloplagte rim, specielt "Mama Cash", som er set fra en muslimsk mors perspektiv, vel at mærke en mor med dovne sønner. Teksten sidder i øjet og melodien har i den grad hitpotentiale, ligesom Bad Brya, som egentlig hedder Maryam, fyrer sine Tupac-inspirerede rim af med stor dygtighed. Hun er en gave til projektet.

Den herboende Mizgin er kurdisk og synger akkompagneret af saz, den langhalsede tyrkiske mandolin. Hun er tidligere blevet kåret til Årets Flygtningekunstner, hvilket er en titel også electronicasangerinden Aïda Nadeem har båret. Mizgin synger vidunderligt med stor teknik. Og det samme gælder Zohreh Jooya, som tager afsæt i klassisk iransk tradition og har et hold særdeles dygtige musikere med til at spille den vanskelige iranske musik.

Jeg er også ret vild med Shohreh, som sammen med den spændende danske elektroniske musiker Franz Bølling spiller en æterbåren musik, hvor Franz  går den indiske legende Shivkumar Sharma i bedene med sin santuur. Der er også spacede rum omkring den særdeles hotte trommeopvisning, som herboende Simona Abdallah fyrer af.

Og endelig er der den store finale, hvor man har indkaldt israelskfødte Dalia Faitelson, som også er noget nær den bedste, man kunne få. Og et bevis på, at den eneste politik, som er med i dette hjerteprojekt, er den fælles kamp blandt kvinderne for at kunne stå frem som kunstnere uden skelen til mænds normer.

Dejligt afslappet plade med fuldt flyvefærdige kunstnere. Kan næsten ikke vente på at høre den serie soloplader, der må ligge i støbeskeen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA