x
Blixa Bargeld + Alva Noto og Soap & Skin: Marmorkirken, København

Blixa Bargeld + Alva Noto og Soap & Skin, Marmorkirken, København

Blixa Bargeld + Alva Noto og Soap & Skin: Marmorkirken, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Ovenstående citat stammer oprindeligt fra Franz Kafka, men beskriver måske meget godt koncerten i Marmorkirken med Blixa Bargeld og Alva Noto. Men mere herom senere - indtil videre får Kafka lov blot at vække læserens nysgerrighed; der er som bekendt ingen cliffhanger som en forpint tjekkisk forfattersjæl med ondt i tilværelsen.

Det er i virkeligheden ikke længe siden, Blixa Bargeld, karismatisk frontfigur i legendariske Einstürzende Neubauten og aldrende vred ung mand, sidst gæstede København, faktisk blot et halvt års tid. Dengang som nu var det ArtFreq, der stod bag arrangementet, og dengang som nu må man sige, at de mennesker kan et eller andet i forhold til at afsætte billetter - aftenens koncert med konstellationen Blixa Bargeld og Alva Noto samt det østrigske soloprojekt Soap & Skin var ganske og aldeles udsolgt, i en sådan grad, at flere håbefulde potentielle gæster måtte afvises ved døren.

Romantiske klaverballader
Allerede inden aftenens første artist tog plads bag sit prominente koncertflygel, gik snakken, for hvem var Soap & Skin egentlig? Jo, hun var vistnok udråbt til "den nye Nico" og blot i en alder af atten år; ih, dog. Det talte altsammen mest af alt om sladderens evigt gyldige værdi, men det er måske den slags, der sælger billetter. Sikkert er det dog, at Soap & Skin er den østrigske sangerinde og pianist, Anja Plaschg, og sikkert er det også, at det tog hende ikke lang tid, at overbevise Marmorkirkens publikum om, at hun er en ganske ferm pianist. Fra tid til anden optrådte også en smule strygere og sporadisk elektronik fra den medbragte laptop, men det tog mest form af baggrundstapet for den egentlige vare, nemlig sangen og klaverspillet.

Den ene romantiske klaverballade tog den anden, arpeggiofigur i valsetakt fulgte arpeggiofigur i valsetakt, og man sendte mere end en enkelt gang en venlig tanke til Michael Nymans "The Piano"-soundtrack, tilsat noget Tori Amos, en smule Enya og en knivspids Kate Bush. En lidt underlig, men bestemt ikke uinteressant fusion mellem ingredienser hentet hos de gotiske genrers melankoli og så kønne, kønne new age-tendenser. En anden spændende fusion opstod hen mod slutningen af koncerten, hvor dele af Clint Mansells meget virkningsfulde "Requiem For A Dream"-soundtrack blev angrebet af mørkt klaverspil fra Plaschgs hånd i noget, der vist må kaldes et absolut dramatisk højdepunkt. Der var muligvis ikke mange, der kendte til Soap & Skin på forhånd, men jeg tror bestemt den unge østrigske musiker vandt en del nye fans under Marmorkirkens kuppel.

Det dér avantgarde skulle være så smart
Blixa und Alva - det lyder næsten som noget for børn i tysk tv, og sådan begyndte det også stort set. Man kan i bogstaveligste forstand tale om en famlende indledning - Blixa Bargeld, den engang så skelettynde, dødsmytiske skikkelse fra punkens overdrev, skulle lige finde sine briller, flytte lidt frem og tilbage på mikrofonstativet og brokke sig over sin medbragte laptop. Herefter kunne han fortælle et let undrende publikum, at aftenens optræden var et eksempel på såkaldt "work-in-progress", altså endnu ikke helt gennemarbejdede idéer - en beskrivelse som, i det store hele, skulle vise sig særdeles rammende.

Efter en temmelig konsekvent indledning med meget højfrekvente skrig - man skal vel skille fårene fra bukkene - bevægede koncerten sig i et musikalsk landskab sat sammen af ambiente såvel som industrielle ingredienser. Bargeld sang, hviskede og skreg, mens Noto loopede, knitrede og skramlede, som man kender det fra den noise-orienterede ende af electronicaen. Ganske, fristes man til at sige, som man kunne forvente af netop sådan et samarbejde. Efterhånden som koncerten skred frem blev det dog tydeligt, at det der med "work-in-progress" skulle tages temmelig bogstaveligt - flere passager fremstod reelt som udkast snarere end gennemarbejdede idéer, og flere gange undervejs opstod der problemer, blandt andet af teknisk karakter, hvilket resulterede i mere og mere direkte antydninger om frustration fra Bargelds side. Noto holdt sig dog pligttro neutral bag sine maskiner hele koncerten igennem.

Selvom det hele ikke gik op i en højere enhed for de to herrer - og hånden på hjertet, det gjorde det bestemt ikke denne aften - så er de dog begge kapaciteter, hvad man også godt kunne fornemme. Der var måske ikke garanteret gevinst hver eneste gang, men flere passager fungerede rigtig godt, især de mere strukturerede af slagsen, og de vidnede om et frugtbart samarbejde. Man fornemmede skikkelsen af et dejligt deformt afkom, fostret af d'herrer Bargeld og Noto, men også - og her kommer så den længe ventede Kafka-pointe - en del tøven før fødslen. Jeg tror, det lille kræ har godt af nogle måneder mere i respirator, inden det for alvor skal ud i verden og stå på egne ben. Men så vil jeg også gerne stifte bekendtskab med skabningen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA