x
Jimi Tenor & Tony Allen: Inspiration Information 04

Jimi Tenor & Tony Allen
Inspiration Information 04

Jimi Tenor & Tony Allen: Inspiration Information 04

GAFFA

Album / Strut / VME
Udgivelse D. 28.10.2009
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det er ingen hemmelighed, at nigerianske Tony Allen er en trommeslager på et helt eget niveau. Han har over de senere år opnået fortjent kultstatus som en af ophavsmændene bag afrobeat, en værdighed han deler med Fela Anikulapo Kuti, i hvis orkester han lyste op med et ufatteligt trommespil. Siden har han haft en solokarriere, som især de seneste år har gået opad, blandt andet som del af Damon Albarns nu opløste gruppe The Good, The Bad and The Queen. Og i sommer på Roskilde så vi mester Tony skinne som leder af sit eget band til en seance af de helt specielle. Alligevel manglede der noget. For sandheden om Tony Allen er, at han skal have modspil. Han trives simpelthen bedst som sideman over for en kapacitet. Sådan en havde han i Fela, og nu har han fundet en ny i den kontroversielle finskfødte saxofonist med mere, Jimi Tenor.

Jimi Tenor er et paradoks. En enfant terrible af rang, som du ikke kan sætte i bås. Han lagde ud i firserne med at spille på hjemmelavede instrumenter lavet af metalskrald, som han fandt på lossepladser. Han ville være inde over på industrial/klubscenen, han ville være inde over avantgardejazz, og skåret helt ind til benet ville han stå for en musik, som lå tæt op af afrojazz fra 1970'erne. Han er altså i den grad kommet hjem i mødet med Tony Allen. Hamrende godt set af Strut-folkene, som har gjort dette møde til endnu et nummer i Inspiration Information-serien, som sidst var et møde mellem den etiopiske jazzlegende, Mulatu Astatke og det syrede engelske kollektiv, The Heliocentrics. For de har med dette nye match set helt rigtigt. Tony Allen opnår simpelthen en ny vitalitet og idérigdom sammen med Jimi Tenor på denne ikoniske funkplade.

Det er tydeligt, at Jimi Tenor og Tony Allen morer sig sammen. Der er ingen grænser, og det er sådan med Tony, at han reagerer lynsnart på udsagn fra en modspiller, og jeg tror aldrig, at jeg har hørt ham spille sin afrobeat - eller måske nærmere afrofunk - så dovent elegant som her. Fra starten, hvor Jimi Tenor rapper med klar adresse til dancehall og dub og hen mod den sidste lange skæring, Three Continents, som er af Fela-agtig længde, nemlig cirka 14 minutter, hvor den gode gamle yorubatrance får lov til at sætte sig med helt uvirkeligt godt trommespil og Miles Davis-agtige udsagn ind over fra den fortagsomme finne. Som etablerer et veritabelt dubland med Fender Rhodes, vildfarne horn, avantgardeklimpren fra etniske lutter fra Centralasien og en gylden trompet.

I min bog er denne vilde plade et mesterværk. Grænseløs, uimodståelig og aldeles besættende!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA