x
Nick Cave: Palace Theatre, London

Nick Cave, Palace Theatre, London

Nick Cave: Palace Theatre, London

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

En søndag oktoberaften på bagtrappen til et tvivlsomt hotel i Hammersmith med den sidste cigaret glødende mellem fingrene er vel cirka så ensomt, som det kan blive, men Nick Cave afslutter en på flere måder eksklusiv miniturné i Soho i aften, så Deres udsendte har set sig nødsaget til at tilbringe endnu en aften i byen. "At modtage råd fra mig er at som at få taget mål af bedemanden", konstaterer Cave som svar på et af de mange tåbelige spørgsmål, publikum i dagens anledning får lov at stille mellem sange og oplæsninger.
 
"Elsker du fisse ligeså meget som Bunny?", vil en ung kvinde desuden vide, og det forventelige svar fra den befriende selvironiske auteur er at "ja, jeg elsker det mere end selve livet, jeg elsker det hinsides målestok". Fokus i den produktive australiers univers har i de seneste måneder været rettet mod Bunny, den alkoholiserede og amoralske antihelt af en liderlig lotionsælger, som indtager hovedrollen i Caves fine, anden roman "The Death of Bunny Munro", som udkom i begyndelsen af september og herhjemme har fået en blandet modtagelse takket være en - mildest talt - ikke helt gennemarbejdet oversættelse.
 
Den litterære prægnans og sprogets umiskendelige musikalitet bliver imidlertid demonstreret ad flere omgange iaften, hvor forfatteren foredrager tre lange uddrag, mens den excentriske altmuligmand Warren Ellis akkompagnerer på et imponerende udvalg af pedaler.
 
Uforudsigeligt sæt
Efter den indledende læsning - Bunny promerende langs stranden i Brighton - trisser også Bad Seeds-bassist Martin P. Casey ind på scenen, og vi trakteres med en fin version af den hadefulde kærlighedssang "West Country Girl". Og netop fordi dette hverken er en koncert med The Bad Seeds eller Grinderman, men slet og ret "An evening with Nick Cave", får vi fremdeles et ganske uforudsigeligt sæt med prisværdig vægt lagt på de melankolske mesterstykker "The Boatman's Call" (1997) og "No More Shall We Part" (2001).

"Love Letter", "Lime Tree Arbour" og "Are You the One (That I've Been Waiting For)?" står i aften fandens stærkt med en i eksemplarisk grad fokuseret Cave bag klaveret. Cave samlede den elektriske guitar op i forbindelse men den seneste Bad Seeds-udgivelse "Dig, Lazarus, Dig", og denne signatur har egentlig hele tiden syntes, at den klædte ham dårligt; han er meget bedre på slap line med sit både cool og vulgære kropssprog eller bag tangenterne i modernistiske salmer som "The Ship Song" eller "The Weeping Song".
 
Slægtskab med Cohen
I aften måtte jeg imidlertid revidere opfattelsen: han lagde for på rudimentært håndteret akustisk guitar i fremragende versioner af "Tupelo" og den oversete nøglesang "Babe, You Turn Me On", hvor det tematiske slægtsskab med Leonard Cohen for alvor bliver evident.
 
Ellis agerede i aften ikke blot violinist og guitarist, men også trommeslager - hi-hat og lilletromme, that is - og udfyldte som altid rollen som Caves karismatiske sidekick med bravour. Men faktisk var det i aftenens minimalistiske format påfaldende, hvor vigtig en spiller den diskrete mr. Casey er - eksempelvis i en gnistrende udgave af "Grinderman", som lukkede det regulære sæt denne søndag.
 
Det mestendels midaldrende og mondæne publikum rejste sig dog efterfølgende fra plyssæderne til en eftertrykkelig, stående applaus, som udløste en bluespunket udgave af "Red Right Hand", som ikke helt ydede forlægget retfærdighed, og endelig et smagfuldt punktum med "Lucy".
 
Seancens uformelle karakter blev dog i sidste ende både dens force og akilleshæl - fint at møde mandens værk på disse præmisser, men Cave er og bliver bedst i det store, dramatiske rockregi - fordi sangenes format i dén grad indbyder til det.  

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA