x
A-ha: O2 World, Berlin

A-ha, O2 World, Berlin

A-ha: O2 World, Berlin

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

På regnfuld nat befinder vi os i det gamle Østberlin ved East Side Gallery - den længste endnu sigtbare del af den højaktuelle Berlinmur. Den nybyggede multiarena O2 World med plads til 17.000 mennesker danner rammen om A-has koncert i hovedstaden. Stedet må svare til Don Ø’s vådeste drømme om en lignende multihal i København. Her sidder alle i bekvemme sæder med god sigtbarhed. Popcorn og øl må medbringes ind i salen. Og så kan man ellers bare læne sig tilbage og nyde showet. Før koncerten sidder publikum da også dybt i deres sæder og virker lige så flade som min dyre fadøl.

Efter en lang instrumental intro kommer trioen på scenen, flankeret af en trommeslager og en altmuligmand (bas, guitar og keyboards). Selvom sceneopsætningen er meget nutidig med videoskærme bag bandet, der viser landskaber, dyrearter og diverse mønstre, er der ingen tvivl, om at dette er et 80’er-band. Keyboards og trommemaskiner dominerer lydbilledet. At A-ha også tæller en guitarist virker nærmest overflødigt.

Den absolutte hovedrolle indtager forsanger Morten Harket. Det kræver blot, at en pige skriger hans navn, før hele salen skriger med. Men ud over hans anerkendte flotte udseende virker han mere som en ældre herre, der er på vej på pension. Han bevæger sig knapt og virker ikke specielt interesseret i sit nuværende job.

I det hele taget virker bandet meget stift. Der er ingen interaktion mellem bandmedlemmerne. Hver holder sig til deres plads. De spiller meget professionelt, og lyden er ganske udmærket. Men et band skal formidle følelser og passion og ikke blot gengive deres numre, som var det en metervare. Flere gange under koncerten spørger de publikum ”Are you there?”, og man får lyst til at råbe tilbage: ”How about you????” Koncerten bærer simpelthen præg af for meget rutine.

Småkedeligt
Efter 45 minutter forlader bandet scenen og afløses af tre ballonfigurer, der forestiller A-ha. Man ved ikke, om man skal grine eller græde. De vender dog straks tilbage med xylofon, akustisk guitar og sang, hvor de giver os et par sange uden omsvøb. En formel, der efterhånden ofte bruges i arenarock-sammenhænge. Og man forstår hvorfor. Sårbarheden og den gode sang får lov til at træde i forgrunden og brænde sig ind i hjertet på lytteren. Det er den bedste del af koncerten indtil videre. Endelig mærker man, at bandet er til stede.

Derpå er det fuld besætning igen, og koncerten går atter i tomgang. Folk sætter sig ned og småkeder sig. Bandet takker gentagne gange deres publikum igennem koncerten. Men takken lyder mere som en forretningsmand, der prøver at afsætte et produkt end en kunstner der deler ud af sit hjerteblod. Der er måske god grund til, at A-ha vælger at stoppe til næste år. De er simpelthen kørt trætte. 

Hitparade
Endelig er den regulære del af koncerten slut, og bandet vender tilbage med en hitparade, der formår at redde koncerten i kraft af sangkvaliteten. Vi får det aktuelle hit ”Foot Of The Mountain”, James Bond-temaet ”The Living Daylights” og 80’er hittet ”Cry Wolf”. Folk rejser sig igen fra deres sæder ved genkendelsens glæde, og festen får endelig lov til at starte. Det er som at være til en helt anden koncert. Der bliver danset, kysset og sunget. Publikums begejstring vækker bandet op af deres tornerosesøvn, et band, der endelig viser lidt nerve. Koncerten afsluttes med deres Überhit ”Take On Me”. Et nummer, der er større end bandet selv, og nærmest fungerer som en benådning for alle deres synder. Endelig får folk, hvad de kom for.

Alt i alt en jævn præstation af et band, der med deres erfaring og sangmateriale burde kunne og ville mere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA