Nephew: Store Vega, København

Nephew, Store Vega, København

Nephew: Store Vega, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Til lyden af Knud den Stores 990 år gamle erklæring, afgivet som konge af både Danmark og England, indtager Nephew Store Vega – det første stop på deres ”Danmark Denmark”-turné. Én for én hilser medlemmerne ærbødigt på publikum i form af en militaristisk honnør, dog med undtagelse af manden i front, Simon Kvamm, der straks stiller sig på scenekanten med hænderne bag ørerne som opfordring til mest mulig støjbåren hyldest fra den svært begejstrede sal.

Med forventet overlegenhed lægger bandet ud med ”Danmark Man Dark”, der leveres i en udgave, der ingenlunde afslører, at nummeret her får sin koncertdebut. Nephew er så afgjort tændt, og når der lynsnart følges op med den Sopranos-inspirerede single ”Va Fangool!”, er aftenens første højdepunkt allerede indtruffet. Det sker særdeles tidligt i sættet, men ingen tvivl kan herske her: Det insisterende shufflebeat er tight som bare pokker, korsangen fra guitarist Kristian Riis og trommeslager Søren Arnholt tilfører nummeret masser af velklingende vokalmæssig fylde, og er det ikke nok, så tager publikum også en massiv tørn – ikke mindst i form af det karakteristiske ”lå, lå, lå”-kor.

Den helt store ros skal dog tilfalde Simon Kvamm, der nok er kendt og anerkendt for sine tosprogede tekster, sin scenerolle som energisk frontfigur og ikke mindst som munter satiriker på tv – men hans sangstemme er et ofte undervurderet element af Kvamms mangefacetterede talent. Koncerten som sådan, men i særdeleshed de to åbningsnumre afslører en særdeles markant selvtillid i stemmen. Og det med god grund, for der er netop tale om stemme, der ikke blot klinger rent, men som også formår at rumme al den aggressivitet og frustration, som Nephew særligt med det seneste album tillader sig at udtrykke.

Triumfen fortsætter med ”New Year’s Morning”, der lyder endnu bedre og væsentligt mere energisk end på albummet, efterfulgt af den seneste single, ”Sov For Satan Mand”, der ligeledes gør sig ekstra godt i livesituationen. Det første kig ud over ”Danmark Denmark” kommer i form af ”Hospital”, der blev et massivt hit, da L.O.C. på Roskilde 2007 tilførte nummeret et rapelement. I aften er der imidlertid ingen L.O.C. på scenen, hvorfor Kvamm – ganske hæderligt – selv må påtage sig raptjansen, dog med en bøn til publikum om assistance, hvilket der med voldsom entusiasme bliver givet.

”Danmark Denmark” udkom som bekendt på Grundlovsdag, for knap fem måneder siden, og det er lidt af en genistreg fra Nephews side først at lancere sin egentlige turné så lang tid efter, thi nu er der allerede adskillige hitsingler, der kan leveres – og med så dedikeret et publikum som Nephews kan bandet også stole på at de øvrige numre på albummet kendes ganske indgående. Det mærker man ikke mindst ved ”Gong Gong” og ”Police Bells & Church Sirens”, der både leveres og modtages, som var de netop regulære hits med ekstra energisk entusiasme hos band og publikum til følge.

”Vi har pillet lidt ved en gammel kælling”
”Igen & Igen &” er blot koncertens andet nummer, der ikke er fra det seneste album, og som første single fra ”Interkom Kom Ind” er den triumferende attitude fra sangens omkvæd endnu mere relevant i dag, end da den blev præsenteret for offentligheden for tre år siden. Helt så overbevisende er desværre hverken ”Focus On The Sound” eller ”The Descendants Of King Canute”, der – selv om de bestemt fremføres på aldeles hæderlig vis – ikke holder det særdeles høje niveau, som koncerten ellers har holdt sig på hidtil, og publikumsinteressen synes i korte glimt at glippe.

”Mexico Ligger I Spanien”, der i de første to tredjedele af nummeret leveres akustisk, afføder i kraft af sin særegne tekst aftenens mest specielle singalong, og der må være en forunderlig intellektuel tilfredsstillelse i at høre en større menneskemængde brøle ens finurlige formuleringer tilbage i hovedet på én. Mere ligetil er ”D.T.A.P.”, som får en endnu mere entusiastisk vokalopbakning fra publikum.

Det første nummer fra gennembrudsalbummet ”USADSB” kommer i form af ”En Wannabe Darth Vader”, der introduceres som ”en gammel kælling, vi har pillet lidt ved”. Titlen nævnes ikke, og det nye arrangement afslører heller ikke straks, hvilket nummer, der her fremføres – men det gør til gengæld de obligatoriske lyssværd, som pludselig rejser sig over hovederne på de mange yngre publikummer, der har samlet sig nærmest scenen. Hele den ganske sal tager varmt imod den 90’er-agtige synth-udgave af det store hit – måske fordi det trods alt ikke lyder mere anderledes, end der stadig kan skråles med uden problemer.

Kombineret med Polarkreis 18-samarbejdet ”Allein Alene” leveres ”Science Fiction Og Familien” med nok et skud musikalsk adrenalin, inden den ordinære spilletid afsluttes med den både storladne og intense ”Hurra”, der ligeledes er sidste nummer på det seneste album. ”Jeg regner med, at det bliver rart at flegne ud, når alt går galt,” lyder nummerets afsluttende ord, men det går fortsat så godt for Nephew, at Simon Kvamm og hans medspillere utvivlsomt må vente adskillige sæsoner, før de får lov til at flegne ud i frustration over, at alt er gået galt.

Samtlige numre fra ”Danmark Denmark” fremføres
Med ti ud af tolv numre fra ”Danmark Denmark” leveret på dette tidspunkt i koncerten, skal der efterhånden ikke noget stort geni til at regne ud, at Nephew har tænkt sig at levere samtlige tolv. ”Det Her Sker Bare Ikk’” bliver således første ekstranummer, og det er interessant at bevidne det afgjort mest inderlige Nephew-nummer blive fremført foran et så kådt og ekstrovert publikum. At der er en noget pudsig diskrepans mellem visse Nephew-tilhængere og så de inderlige og intellektuelle elementer, der ofte optræder i bandets musik, afslører sig eksempelvis her, hvor to omtrent 40-årige fyre med armene om hinanden og fadøl i de ledige hænder brøler med på dette nummer, som var det ”We Are The Champions” efter en landssholdssejr. En principielt set smuk og venskabelig stund, jo, men også ganske langt fra, hvordan et nummer som ”Det Her Sker Bare Ikk’” formodes at være intenderet.

Bandets insisteren på at spille samtlige numre fra det seneste album kan man mene minimum to ting om: Enten finder man det spændende, modigt og forfriskende, at der satses så kraftigt på det nye materiale – det gamle har man jo også hørt en del gange efterhånden. Eller også ærgrer man sig, fordi man ved med sig selv, at man var blevet endnu lykkeligere, hvis eksempelvis ”New Year’s Morning” var blevet skiftet ud med ”Worst/Best Case Scenario” og ”Focus On The Sound” med ”Taxa Triumf” – et så forrygende bagkatalog forpligter jo.

En tredje holdning til denne sag, som er den, der her haves, er, at koncerten ganske simpelt bare gerne måtte have været tre-fire numre længere. Som det gælder for alle lækkert producerede albums, er det altid imponerende, når vellyden kan gengives live, og det aspekt mestrer Nephew så afgjort. At kunne fremføre ”Danmark Denmark” i sin helhed er en mindeværdig bedrift, og det er en fornøjelse at være publikum, når et band i samme grad som Nephew har øre for selv de små detaljer i lydbilledet.

Så ingen numre i sætlisten er overflødige, men når et helt bestemt nummer fra bagkataloget sætter i gang, bliver det så netop svært ikke at ønske sig endnu mere fra samme skuffe: ”Movieklip” bliver aftenens næstsidste nummer, og det har – noget overraskende – aldrig lydt mere vedkommende end her. Her er ingen akustiske guitarer eller ”Personal Jesus”-udsving, som ved tidligere liveudgaver, men i stedet blot nummeret, som folk i sin tid lærte det at kende, da en nation faldt pladask for Nephew for fem år siden.

Hvad det afsluttende nummer bliver, giver sig selv – for en så markant udeladelse ville ingen have tilladt, og herunder heller ikke bandet selv. Med ”007 Is Also Gonna Die” sættes et storartet punktum for det 18 numre lange sæt, der har fået Nephew til at ose af mere og mere energi, som koncerten skred frem. At opleve Danmarks største band på et spillested af – populariteten taget i betragtning – ganske beskeden størrelse er en mindeværdig luksus. Vel kan Nephew med al sandsynlighed fylde KB Hallen ikke blot én, men to gange, men vilkårene for energisk og musikalsk intensitet bliver sjældent bedre, end de var i aften – og endnu sjældnere lige så mesterligt udnyttet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA