x
Staff Benda Bilili: Global, København

Staff Benda Bilili, Global, København

Staff Benda Bilili: Global, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der var godt nok dømt Afrika, da branchemessen for verdensmusik, WOMEX, holdt afskedsfest på Global på Nørrebro. Der er selvfølgelig en nær forbindelse mellem Global og WOMEX, fordi bagmand for den nye udgave af klubben (som før hed Etnorama) er Peter Hvalkof, som inviterede messen her til landet og desuden er booker af verdensmusik på Roskilde Festival. Tidligere på dagen havde et af tidens mest omtalte orkestre, Staff Benda Bilili fra hovedstaden Kinshasa i Den demokratiske republik Congo, vundet den prestigefyldte WOMEX-pris, og nu kvitterede de med en koncert, hvor der bestemt ikke blev taget fanger.

Orkestret består af fire polioramte guitarister, samt en rytmegruppe, en rapper og en ung knægt, som spiller på en hjemmelavet enstrenget lut. Instrumentet er en slags miniversion af den brasilianske berimbau, men i det her tilfælde er lydkassen en malerdåse (!), og den nu 18-årige knægt, der med betydelig virtuositet betjener den, får den nærmest til at lyde som en løbsk slideguitar. Det er ret langt ude.

Orkestret plejede at samles i zoologisk have i hjembyen, og de spiller en musik, som både er gammeldags afrikansk rumba og den lidt senere videreudvikling, soukouss. Altså musik, der veksler mellem ballader og hurtige og dybt dansable forløb, hvor bandet til fulde efterlever traditionen med kor på et niveau, som ikke mange overgår. Faktisk er det sådan, at når toget kører i fulde omdrejninger med kald-svar-udvekslinger og guitarer, der cykler derudad og bassisten med en bas, som ligner noget fra et overskudslager, i den grad pumper rundgangene afsted, så er der næsten ikke bedre steder at opholde sig end foran scenen i en svedig natklub. Og en sådan situation opstod på Global søndag aften. Der var Afrika kommet til Nørrebro, komplet med fantastisk appel og tranceagtig ekstase. Med kommandoen, der bare sagde: Dans dit hjerte ud.

Eneste døde øjeblikke i koncerten ville være, når bandet kastede sig ud i de langsomme ballader. Bolero på congolesisk kan være suverænt, hvis sangeren er en Tabu Ley eller afdøde Franco, men i hænderne på Staff Benda Bilili røg niveauet ned på ordinært niveau. Indtil tempoet igen kom op, og bandet rockede, spjættede og sprællede, som det er meget få forundt på denne klode.

Så alt i alt en minderig aften, og til sidst kunne medlemmerne køre deres temmelig hjemmelavede kørestole ned ad den specielle rampe til bandrummet med visheden om, at de lige havde væltet endnu et publikum med deres ligefremme og stærkt inspirerende groove.

Stort farvel til WOMEX. Og et kraftigt argument for at styre forbi Global. Første mulighed er allerede på fredag. Vi ses!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA