Basim
Befri dig selv

Basim: Befri dig selv

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 19.10.2009
Anmeldt af
Sohail Hassan

Basim fra X Factor er nu hele 17 år og klar med sit andet album. Med hjælp fra dygtige nutidige producere og sangskrivere som Louis Winding, Jeppe Federspiel (Providers), Cutfather, Saqib, Joey Moe og Medina er det lykkedes at levere en opfølger, som rammer den elektroniske pop-r&b-stil, der fungerede på debut'en. Den føste single titel-nummeret Befri Dig Selv er en seriøs clubbanger, som går rent ind fra første lytning. Den både låner fra Timbaland og er skåret over en gammelkendt opskrift (tænk Yazoo), men det fungerer, og der er dømt gedigent danse-hit. Der er flere andre numre, som også er oplagte radio/club-hits skåret over den samme opskrift, som Providers bruger på Medinas seneste hits. Ellers er det primært bløde poppede r&b-ballader. Basim har selv haft en finger med på flere numre, og det virker, som om han har brug for mindre autotune end på debuten. Hvad han mangler i stemme, har han i indlevelse og karisma. Selv om indholdet på numrene er ren teenager- hjerte/smerte-tekster, leveres det overbevisende og vil helt sikkert fortrylle målgruppen. Men er man uden for målgruppen, kan man sagtens undvære denne skive i samlingen. Lyden er for syntetisk til at være langtidsholdbar.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA