Love Shop: Fermaten, Herning (turnéstart)

Love Shop, Fermaten, Herning (turnéstart)

Love Shop: Fermaten, Herning (turnéstart)

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var med lidt blandede følelser, undertegnede tog til Love Shops turnéstart på Fermaten i Herning torsdag aften. For hvorfor fortsætte gruppen efter guitarist og medkomponist Hilmer Hassigs død? De to tilbageværende medlemmer, Jens Unmack og Henrik Hall, har jo begge gang i glimrende solokarrierer. Én ting er at lave en hyldestkoncert, som de gjorde i februar i Vega med de to guitarister Mika Vandborg og Jens Hellemann som erstatning for Hassig, en anden ting er at tage på turné som Love Shop med de to nye guitarister. Det svarer jo næsten til at gendanne The Beatles uden Lennon og Harrison - eller The Smiths uden Johnny Marr.

Men på den anden side: Love Shop var jo fremragende med de to nye guitarister i Vega, og de havde jo talt om at blive gendannet kort før Hassigs død. Og både keyboardspiller Mikkel Damgaard, bassist Thomas Risell og trommeslager Thomas Duus er ligesom i Vega tilbage og udgør med Unmack og Hall 5/6 af lineuppen fra slutningen af 90'erne og starten af 00'erne. Så man kunne måske se gennem fingre med den hedengangne kapelmesters fravær.

Det 2/3 fyldte Fermaten kunne også hurtigt konstatere, at Love Shop mark IV (mark I var Unmack, Hassig og korsangeren Mikael Dehn 1987-1991 og mark II de tre samt Henrik Hall 1991-1995) var genåbnet til en elitesmiley. Som i de gamle dage prydede et lodret ophængt Dannebrog bagtæppet, men derudover var sceneshowet udvidet med et forholdsvis fancy, om end lettere miljøpolitisk ukorrekt lysshow.

Love Shop åbnede med den lange og repetitive "Alle Har En Drøm At Befri" med et stærkt spillende orkester, hvor Henrik Hall vanen tro næsten blæste lungerne ud med sin mundharpe. Meget atypisk var han dog ikke iklædt jakkesæt og støvler, men pullover og lyse snøresko. De to nye guitarister leverede gedigent spil, hvor især Mika Vandborg kom i fokus med en lidt mere aggressiv spillestil end Hilmer Hassig - også visuelt, hvor Hassig i sin tid nærmest ikke fortrak en mine, når han spillede en solo.

Festen var med andre ord i gang og fortsatte med "Kræmmersjæl", "Sig Det Aldrig Mere" og en overraskende tidlig "Love Goes On Forever", der ellers tidligere ofte har været brugt som ekstranummer, både hos Love Shop og Unmack solo. Her spillede Mika Vandborg og Jens Hellemann i øvrigt helt parallelle guitarforløb, som om der skulle to mand til at erstatte Hilmer Hassig. Herefter fik vi et (mig bekendt) helt nyt nummer, "Fester I Danmark", en up-tempo elektro-rocksag, som passede fint ind i sammenhængen. Hvis det er tegn på et helt nyt album fra Love Shop, er der noget at se frem til.

Klassikere og glemte godter

Sangen skulle dog vise sig at være eneste nye nummer på en sætliste, der heldigvis både var præget af hits og klassikere som de nævnte og "For Evigt For Altid", "Fremmedlegionær" og Bellavista Sol" og mindre kendte sange som "Go!"-lukkeren "Hvorhen?Hvordan?Hvornår?" (der blev fremført i en meget rocket og yderst velfungerende udgave), "Alt Du Har At Sige" fra "Det Løse Liv" og "Ind I Dig" fra 2005-ep'en "Playtime" og Århus Teaters forestilling "Lipstick Killer". Hovedvægten lå i øvrigt på sange fra Love Shops fjerde, femte og sjette album, "Go", "Det Løse Liv", "Anti" fra henholdsvis 1997, 1999 og 2001. Måske også deres stærkeste periode.

Jens Unmack var vanen tro velsygende og veloplagt i front og virkede som konstant indpisker af publikums fællessang og -klap. Han var dog mod sædvane forholdsvis fåmælt, men fik dog afleveret en hyldest til FC Midtjylland for deres fyring af målmanden Arek Onyszko efter hans homofobiske udtalelser. 

Halvvejs inde i koncerten måtte den storsvedende Henrik Hall smide sin pullover, og under sangen "Glimmer Show" havde han ligefrem forladt scenen, sikkert for at puste ud. Fuldt forståeligt - manden er 61 år. Og han kom stærkt tilbage og gav en flot tværfløjtesolo i "Copenhagen Dreaming".

Efter halvanden time lukkede og slukkede Love Shop med "Det Tog Mig Et År", men lod sig klappe ind til to ekstranumre, "Drømmenes København" og debutsinglen og signatursangen "En Nat Bliver Det Sommer". Især i sidstnævnte sang kunne man godt gribe sig i at savne Hilmer Hassigs meget nænsomme og lyriske guitarspil i forhold til Hellemanns og især Vandborgs lidt mere offensive spil, men ellers må man sige, at de to herrer gjorde det mere end hæderligt. Og Hassig er jo alligevel umulig at eftergøre, så hvorfor forsøge? Alt i alt kan Love Shop mark IV sagtens være sig selv bekendt, og meget mere end det. Jeg tror faktisk, Hilmer ville have været tilfreds. Det var jeg i hvert fald.

Jens Unmack takkede af med ordene: "Vi ses snart igen." Lad os håbe, det både betyder en ny turné og et nyt album.

 

Love Shops turné fortsætter til:
06/11: Randers, Værket
07/11: København, Lille Vega (udsolgt)
12/11: Aalborg Studenterhuset
13/11: Århus, Train (udsolgt)
14/11: Roskilde, Gimle
18/11: København, Pumpehuset (udsolgt)
19/11: København, Loppen (udsolgt)
20/11: Odense, Posten
21/11: København, Store Vega (udsolgt)

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA