x
Ane Brun: Lille Vega, København

Ane Brun, Lille Vega, København

Ane Brun: Lille Vega, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

En regnfuld onsdag aften står en kvinde på en lille scene i København og udretter mirakler med en stemme, som er så smuk, at den umuligt kan sammenlignes med nogen andre, jeg kender til. En mørk hætteklædt Ane Brun indleder med et af sine karakteristiske hits "My Lover Will Go", og jeg håber, publikum er klar over, hvad de har at gøre med her, for en så dynamisk og legesyg, og samtidig dybsindig og seriøs artist, skal man nok lede længe for at finde. Denne aften bliver der gået til den, hevet fat i hjerterødderne på publikum og holdt fast, så det næsten gør ondt.

Hendes nyeste plade "Changing the Seasons" udgør størstedelen af aftenens sæliste og sammen med de to opvarmningskunstnere, Rebekka Karijord og Jenny Abrahamsson, samt cellist Linnea Olsson, viser Ane sin store styrke som liveartist, hvor rutine og charme er vigtige ingredienser. De to korsangere har selv store stemmer og giver ekstra dybde og variation til den melodiøse og melankolske stemning, og, selv om det en sjælden gang når at blive en tand for dramatisk, er dette kun en lillebitte ridse i helheden. Guitaren og pianoet giver grundlaget, hvor harpen og celloen understreger den sarte stemning.

Ane formår at gøre triste ting smukke og lyse, da hun indleder "My Star" med at sige, at en af de gode ting, hun har gjort, er at blive venner med sin eks-kæreste. Sangen blev skrevet til ham, før han blev hendes eks-kæreste og er, som så mange af de andre numre, passende til anledningen rammet ind af den mørke og depressive november-stemning udenfor. "The Treehouse Song" kommer til at virke på samme måde, hvor det lidt triste tema alligevel kommer til at rumme håb i den lyse vokal.

I "Lullaby for Grown-Ups", som hun har skrevet til sig selv efter en dejlig drøm, hun havde om, at alle klimaproblemer blev løst, kom hun med en appel til publikum i form af en bøn om, at vi alle skal være med til at påvirke de delegerede til COP15-mødet i København i december. Fordi det er virkeligheden, og ikke som med de fleste andre vanskelige ting, noget man kan sove på og gemme væk til i morgen.

Indimellem bliver den dejlige melankoli brudt af flere oplivende indslag, som "Koop Island Blues (Paris Version)", indspillet i Paris, og man kan tydelig mærke den franske, caféagtige stemning og instrumentføring, som har påvirkningskraft på hende og i dette tilfælde en af hendes efterhånden mange samarbejdspartnere, det svenske band Koop.

Det intime format passer Ane godt; hun kan nemt forsvinde en smule på de større scener. Hun har en evne til at holde fast i sit publikum ved at være ekstremt jordnær, ligesom naboens datter, hvilket gør, at man får lyst til at have hende som veninde samtidig med, at hun besidder et talent, der gør hende enorm og ude af denne verden.

Man kan måske mærke, at turnéen er ved at være overstået - det var et paradoksalt nærvær denne aften i Lille Vega - helt til sidst i Ane Bruns månedlange turné formår et samlet pigeband at gøre det bedste ud af den træthed, der måtte have forekommet, som samtidig gør, at følelserne sidder løst og smilene ligeså.

Ane Brun afslutter med Cyndi Laupers "True Colors" fra firserne, for som hun siger - "den er god at have med på vejen, det kan man godt have brug for". Tak for det, Ane.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA