x

Emmett Malloy
The White Stripes - Under Great White Nothern Lights

Emmett Malloy: The White Stripes - Under Great White Nothern Lights

GAFFA

Film /
Udgivelse D. 05.11.2009
Anmeldt af
Lars Rønn Olsen

På cyklen på vej til Grand Teatret og den danske premiere på Emmett Malloys White Stripes-dokumentar "Under Great White Nothern Lights", synes jeg at have fundet på den perfekte overskrift til denne resulterende artikel. "10 ting, jeg har lært om The White Stripes" forblev dog mere en forhåbning til filmens indhold end det egentlige resultat. Præsenteret af Jack White selv var filmen det projekt, han har arbejdet hårdest på i de forløbne 18 måneder, og om end resultatet er en flot dokumentar, blev vi ikke meget klogere på hverken Jack, Meg eller The White Stripes.

Jack Whites rygte som excentrisk rockkrukke og søskende/ægteparrets sagnomspundne fortid forbliver uberørte i denne sukkersøde fortælling om de sympatiske rockmusikeres turné rundt i det nordligste Canada, hvor de til lokalbefolkningens glæde insisterer på at spille udelukkende landsbyer, samt en række gratis koncerter på sære lokaliteter som bowlingbaner, både, bybusser, plejehjem. Dokumentarens noble mission at gøre op med konventionelle opfattelser af bandet, drukner totalt i Malloys om end interessante, men komplet ukritiske interviews, der dog resulterede i nogle hyggelige og morsomme samtaler primært mellem ham selv Jack.

Når det så er sagt, er der tale om en flot film med virkeligt gode proportioner i indholdet, der veksler imellem dynamiske koncertoptagelser interviews og sjov og ballade undervejs mellem shows. Filmens omdrejningspunkt - de nærmest velgørende gigs i de små fjeldlandsbyer - er dog set før, senest i Sigur Rós' "Heima". Ligesom "Heima" byder "Under Great White Nothern Lights" også på masser af enormt fede og velmiksede koncertoptagelser, der i sig selv gør filmen værd at se.

Men netop som filmen lader til at tage sin velplacerede ende med en suveræn rå, beskidt liveoptagelse, går det galt. I stedet for at forlade The White Stripes, som vi kender og elsker dem, påtvinges vi en malplaceret scene hvori Jack White - rockstar of the fucking decade - følelsesladet spiller "White Moon" på et flygel med sin grædende eks-hustru/søster ved siden af sig. Øv hvor er det antiklimaks, øv hvor er det meget lidt rock 'n' roll.

Men hvem er jeg at stille spørgsmålstegn ved Jack og Meg Whites personligheder, blot fordi de ikke lever op til min rockstjernestereotyp? Så tag i biografen og bedøm selv, om der er tale om et oprigtigt portræt af et varmt sympatisk band, eller et overredigeret selviscenesat stykke propaganda. I al fald en seværdig film, som varmt kan anbefales, hvad enten man er White Stripes-fan eller ej.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA