x
Booker T: Odense Internationale Bluesdage, Posten, Odense

Booker T, Odense Internationale Bluesdage, Posten, Odense

Booker T: Odense Internationale Bluesdage, Posten, Odense

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Det er desværre ikke hver dag, at soul-legenden Booker T. James kigger forbi Fyn. Anledningen til, at han gjorde det denne aften, var Odense Internationale Bluesdage, der afholdes 5.-7. november på spillestedet Posten, med mulighed for at købe partoutkort. Festivalen er nok en del af forklaringen på, at salen var godt pakket med mennesker, for mandens musik er markant mere kendt end hans navn.

Kort efter at aftenens første navn, Delta Moon, havde klinget af, kom Bookers ældgamle el-orgel på scenen, skarpt forfulgt af manden selv og de tre medbragte musikere. For hurtigt faktisk. For den groovy soul, der snart begyndte at sprede sig mellem folks ører, blev desværre blandet med en skrigende feed fra en af mikrofonerne.

Det er selvfølgelig, hvad der kan ske. Det, der dog ikke må ske, er, at det fortsætter. Først i aftenens tredje nummer var der folk på scenen for at rette fejlen, og den forsvandt aldrig helt. Heldigvis tog Booker T og hans band det med højt humør, og sørgede for at musikken var fantastisk, på trods af mikrofonens lejlighedsvise skrigeri, og folk reagerede med begejstring.

Booker T. James' personlige udstråling kan også kun begejstre. Hans smil forplantede sig hurtigt i publikums ansigter, og mandens kærlighed til sin musik og sit publikum blev hurtigt til stampen og klappen fra salen.

Og der blev spillet med autoritet. En autoritet, der nok følger med, når man har stampet orgel for en helt grotesk stjernerække af musikere. Med Otis Redding, Bob Dylan, Paul Young, Eric Clapton og Willie Nelson som meget få nævnte.

Det hele startede med Stax Records , der hurtigt blev sydens konkurrent til det andet store soul-label, Motown Records fra Detroit. Her blev Booker i 1962 frontmand for husorkestret Booker T and the MGs, der medvirkede på cirka alting der skete i huset, indtil gruppen stoppede i 1971.

Eksempler på det arbejde fik vi i bluessangen "Born Under a Bad Sign" (Albert King) og soulperlen "Sitting On the Dock of the Bay" (Otis Redding). En sang, Booker T var med til at indspille så sent som to dage, før Redding blev dræbt i et flystyrt. Og en sang vores frontmand, her 42 år senere, gjorde ære med sin gode soulvokal. Et andet eksempel var "Hold On, I´m Comin'" (Sam and Dave), der dog led af at den medbragte trio, ligesom the MGs, hverken indeholder kor eller messing.   

Booker T and the MGs var dog ikke "kun" studiemusikere. De indspillede selv en række endda meget kendte instrumentalsange. Med "Green Onions" som den nok mest kendte (altså instrumentalsang). Den fik vi selvfølgelig også, og kvitterede med passende begejstring. Ligesom vi gjorde til andre evergreens som "Soul Limbo", Melting Pot" og westernsangen "Hang 'Em High" fra Clint Eastwood-filmen af samme navn ("Klyng Dem Op").

Sjovt nok havde bandet i sin tid problemer med at finde spillesteder. Nok var numrene kendte, men det var bandet ikke, og spillestederne i syden var dengang for sorte eller hvide. Og Booker T and the MGs var et af de første store bands, der havde både sorte og hvide musikere.

Aftenens sange var karakteriseret ved Bookers endda meget simple melodispil, med en tre-fire fingre på orglet, der så udvikles til en orgeltornado, som sangen skred frem. Og imponerende var det at se den snart 65-årige mand sidde med rank ryg, et stille smil og guldringsbesatte fingre, og blæse folk omkuld med sit instrument. Evner, erfaring og autoritet var resultatet af alderen. Intet negativt at spore der.

Numrene var en god blanding af studienumrene fra Stax, instrumentalsangene med the MGs og numre fra soloalbummet "Potato Hole", der kom tidligere i 2009. Den plade er indspillet med Drive By Truckers og Neil Young, og er nok det mest markante, man har hørt fra Booker T. Jones siden halvfjerdserne. Og den eneste forskel fra de numre og de øvrige i koncerten var, at de ikke var kendte på forhånd. De passede fint ind.

Selvom det Booker T and the MGs, der er kendt fra 60'erne, stadig turnerer pletvist (trommeslager Al Jacksom Jr. blev dog skudt i et hjemmerøveri i 1975), havde frontmanden andre musikere med denne aften. Troy Gohyea (guitar) og Ronnie James Weber (bas), der begge tidligere spillede i bluesrockbandet The Fabulous Thunderbirds, og hiphop-trommeslageren Darain Gray (Dynamics).

Trommeslageren fortjener et par ord. Han tæskede sine tykke stikker helt uophørligt i trommerne og de lastbilhjulkapselstore bækkener, og gav det hele solid punch. Og gav endda lejlighedsvis en gammeldags rap samtidig. Det kunne virke upassende, men var det ikke, for det passede ind i groove og "feel". Og at musikken var opdateret med mere stød, rock og energi, virkede som en fordel

Da det hele var slut, klappede vi behørigt, og fik et ekstranummer. Bill Withers' "Ain´t no Sunshine", som Booker var med til at producere på pladen "Just as I am" fra 1971. Det nummer var helt som det skulle være, selvom det udstillede et gabende hul på 38 år i det medbragte bagkatalog. Det gjorde nu ikke noget. For vi manglede intet.

Nogle vil nok mene, at koncerten blev totalt ruineret af den rigtignok enerverende feed fra scenen, der til tider skar i ørerne. Men koncerten var nu stadig god, med potentiale til at blive fantastisk.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA