x
The Horrors: med S.C.U.M., Voxhall, Århus

The Horrors, med S.C.U.M., Voxhall, Århus

The Horrors: med S.C.U.M., Voxhall, Århus

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Engelske The Horrors kommer med en god engelsk hype i ryggen, og et pænt, relativt ungt århusiansk fremmøde tog godt imod den støjende og stilbevidste engelske kvintet, som blandt andet blev nomineret til en Mercury Award for deres anmelderroste 2009-album "Primary Colours". The Horrors' rødder er godt spredt i solid garagerock og den mørke engelske postpunk anno 1980. Netop "Primary Colours" udgjorde sætlisten på Voxhall (med enkelte ændringer i rækkefølgen).

Forsanger Faris Badwan sagde ikke et ord til publikum i de første 45 minutter, men talte i stedet gennem energiske gestikker og musikken. Desværre fik hverken "Mirror's Image" eller "Primary Colours" aktiveret publikum, og i stedet buldrede de fem unge englændere ud gennem det meste af pladen gennem den samme skabelon. Støjende, lange introer. Monotone vers-omkvæd og en vokal, som blev gemt lidt ned i lydbilledet, og i det hele taget en lidt kedelig omgang. Der var imidlertid lyspunkter i "New Ice Age", som midtvejs gav første tegn på brud på strukturen. Badwan råbte med stærk rumklang og styrede sammen med Joseph Spurgeon bag tønderne det accelerende tempo.

I stedet for at bruge det som afsæt, så tog Horrors lidt af tempoet og skruede op for depressionen. "Whole New Way" og "Sea Within A Sea" blev afleveret med fin indlevelse, men stadig som en noget rutinepræget præstation, som langtfra beviste albummet som Mercury-materiale, og efter to minutters sparsomme bifald på ekstranumre virkede koncerten som lidt af en fuser.

Alligevel trådte kvintetten profesionelt tilbage på scenen, og pludselig var alt det, som vi manglede i det ordinære sæt, fundet frem i en 12 minutters energiudladning i deres encore. Sættet og ekstranumrene var som nat og dag. Den monotone coolness blev erstattet af smadret noise. Væk med de ensformige baslinjer, og i stedet dobbelt op på de boblende, mørke synthesizere og blinkende stroboskoplys. Publikum blev pludselig en del af showet, mens Horrors genoplivede sin gamle lyd; først i form af Suicide-covernummeret "Ghostrider", og bagefter med et greb tilbage debutalbummet "Strange House" fra 2007, med den punkede "Sheena is A Parasite", som blev aftenens bedste nummer, og "Gloves". En fuldstændigt fremragende afslutning på et ellers ordinært show.

S.C.U.M. (****)

Teenagerne fra Østlondon i gothpunk-bandet S.C.U.M., som endnu kun har udgivet en enkelt single, overraskede meget positivt som i mere end én forstand beslægtede opvarmningsact for The Horrors. De henter det meste af deres inspiration i det mørke Manchester; der står Joy Division skrevet ud over det hele, men S.C.U.M. forstår uimponeret at modernisere sine forbilleder.

Forsanger Thomas Cohen er allerede lidt af et stilikon; som en afmagret krydsning mellem Prince og usminket Marilyn Manson, mens gruppens trommeslager - og eneste pige - Melissa Rigby ser megasej ud bag et trommesæt. Musikteknisk har de stadig meget at lære, men ligesom for eksempel The xx, så har de allerede fundet et klippefast musikalsk stilistisk udgangspunkt, som man blandt andet kunne høre på numre som "Visions Arise" og "Oceans Of White" - begge er tilgængelige på deres MySpace. S.C.U.M.'s bassist Huw Webb er i øvrigt lillebror til The Horrors' Rhys Webb, mens deres første single "Visions Arise" er produceret af Tom Cowan. Det kan gå hen og blive rigtigt stort.

The Horrors og S.C.U.M. spiller på Lille Vega den 9. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA