x
Munck // Johnson: Spirits & Ghosts

Munck // Johnson
Spirits & Ghosts

Munck // Johnson: Spirits & Ghosts

GAFFA

Album / VME
Udgivelse D. 16.11.2009
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Vinden slår mod ruden, og opbruddet er lige om hjørnet. Den fine danske duo Munck//Johnson forstår som på debuten med små midler at skabe en særegen stemning, hvor mørke og lys mødes. Rækker man ud efter de lavmælte sange på Spirits & Ghosts og tør se skæbnen i øjnene, åbenbarer der sig nogle livsbekræftende toner. Hvor forgængeren kredsede om det religiøse og spirituelle, lader Munck//Johnson denne gang de store følelser råde. Der bliver sat streg under næstekærligheden på den sært forvrængede Bygones, og den smertelige opløsning af et parforhold bliver udlevet på americana-pastichen Wallflowers In Bloom. Musikalsk er tempoet skruet en anelse i vejret, og sangene har fået mere fyld med Peter Sommers band Tiggerne som backing, hvor især guitaristen Søren Bigum får sat et markant aftryk på et album, der er inderligt fintfølende. Men duoens kardinalpunkt er absolut sangerinden Camilla Munck, der med sin nærværende og personlige vokal forstår at give Spirits & Ghosts passion og glød.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA