x
Giant Sand: Nye Rødder, Musikcafeen, Huset i Magstræde, København

Giant Sand, Nye Rødder, Musikcafeen, Huset i Magstræde, København

Giant Sand: Nye Rødder, Musikcafeen, Huset i Magstræde, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

”The white one says you’re black / the black one thinks you’re white / the country man thinks you’re rock / and the rocker says you’re just not right”. Sådan har Giant Sands altoverskyggende midtpunkt, Howe Gelb, engang formuleret den udfordring, det er én gang for alvor at klassificere ham og den musik, som han har udgivet i løbet af de sidste tre årtier. Ørkenrock har vist sig at være det bedste bud hidtil.

Rundt om i verden er sangeren, sangskriveren, produceren og multiinstrumentalisten fra Tucson, Arizona ikke mindst kendt for at have samarbejdet med navne som Kurt Wagner, Cat Power, M. Ward og Grandaddy, samt for at have overtalt V2 til at skrive kontrakt med sidstnævnte. I Danmark får han dog ekstra opmærksomhed for både sin danske kone og den nuværende besætning af Giant Sand, der består af Anders Pedersen (guitar), Thøger Lund (bas) og Peter Dombernowsky (trommer), samt den nye mand, Nikolaj Heyman (tangenter og guitar) – tilsammen også kendt som The DeSoto Caucus.

Med dén besætning er det naturligvis relativt hyppigt, at Giant Sand lægger vejen forbi et dansk spillested, og nu er det så blevet tid til at gæste den københavnske festival, Nye Rødder. Et pudsigt sted for en gammel rod som Gelb at skulle optræde, men lad nu det ligge. Med vanlig charme og entusiasme indtager Gelb og hans fire medspillere scenen, og fluks går de i gang med en beskidt jam fulgt op af et nummer, der lyder så skramlet, at man overraskes over, at det faktisk også lyder nogenlunde sammenhængende.

Publikumskontakten mellem numrene er som altid afslappet og uprætentiøs, og Gelb fortæller ivrigt om sit sidste besøg i København, ligesom han holder en hyldesttale til den danske regn, som han hævder, at dansk øl er blevet tilsat. Gelb kommenterer desuden publikums bestemt lave gennemsnitsalder: ”I remember this place from twenty years ago. Some of you weren’t even born yet – all of you weren’t even born yet!”

Spontanitetens mester
Gelb er fortsat spontanitetens mester, og selv hvis han anstrengte sig, ville han næppe kunne levere to bare nogenlunde ens fremførelser af det samme nummer. Det er for det meste et befriende element, og både hvad angår hans sympatiske fremtoning og den musikalske legesyge kan Gelb siges at være den knastørre amerikanerrocks svar på Flaming Lips’ Wayne Coyne.

Kreativiteten har både Gelb og Coyne i kilometermål, men hvor sidstnævnte under sine koncerter insisterer på at være til for publikums skyld og gøre sit ypperste for at inddrage alle tilstedeværende, har Gelb en tendens til det modsatte. På trods af den gode publikumskontakt mellem numrene føler man sig som publikummer ofte ikke synderligt inddraget det musikalske aspekt, men reduceres til rollen som tilhører.

Heldigvis er de mange kreative musikalske udfoldelser langt hen ad vejen så fascinerende og energiske, at det bestemt er ganske fint blot at være tilhører. Men når der går for meget indforstået rundeleg i jam’eriet, er det svært ikke at ønske, at anerkendelsen af de mange tilstedeværende ville være lidt større. Og det er desværre sådan, aftenens koncert tager sig ud i lidt for lang tid ad gangen.

Det faktum træder endnu tydeligere frem, når der lægges en dæmper på de forunderlige forvrængningseffekter og i stedet fokuseres på det mere afslappede sammenspil. I disse stunder er koncerten nemlig allerbedst, og det er ærgerligt, at der ikke udvalgt flere af de smukke og melodiøse numre fra Gelbs imponerende bagkatalog, når han nu mestrer denne genrevariant så fuldt ud.

”Don’t we have to get off the stage?”
Hen imod slutningen af koncerten lægger Gelb dog sin guitar for at tage plads bag klaveret, hvor han ser ud til at føle sig rigtig godt tilpas. Også her går der dog improvisation i maskineriet, hvilket han tager sig selv i, og mens han varsomt spiller på den ene tangent efter den anden, siger han pludselig: ”I don’t know where it’s going – it’s going where it needs to go!”

Og så med ét afslutter han koncerten – men med spontane protestråb til følge, og efter blot et sekund eller to er han overtalt til at fremføre et nummer mere. ”It’s been a great pleasure to serve you,” siger han ærbødigt ved nummerets afslutning, inden han slutter forestillingen af med den snilde kommentar: ”Tucson tak.”

Folk vil dog fortsat have mere, hvilket skaber lidt forvirring. “Isn’t this a festival? Don’t we have to get off the stage? Isn’t the next band going on?” Der er dog tid til overs, og den endelige finale for koncerten kommer i form af et fænomenalt nummer af ganske lang varighed, som tager publikum med rundt i alle de kreative afkroge af Giant Sand-universet. Og så er det så også slut – en absolut fin koncert med mange glimrende øjeblikke, men også med lige lovlig mange esoteriske passager.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA