Dj Spooky: Statens Museum For Kunst, København

Dj Spooky, Statens Museum For Kunst, København

Dj Spooky: Statens Museum For Kunst, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

DJ Spooky - og så på datoen fredag d. 13. Det lyder som noget, der burde høre hjemme på gothklubben Faust, men omgivelserne lå unægtelig langt fra det mørke og dekadente, for kulissen var Statens Museum For Kunst, intet mindre, og det kan vel i grunden ikke længere overraske, når nu arrangøren bag var ArtFreq, der bl.a. tidligere har præsenteret kunstnere som Laibach og Blixa Bargeld i Marmorkirken i København. Og helt i tråd med de tidligere ArtFreq-arrangementer var også dette velbesøgt - jeg vil umiddelbart skyde på 4-500 gæster.
 
Omkring kl. 21 indtog DJ Spooky, aka Paul D. Miller, scenen, og der var bestemt ikke noget spooky ved den skjorteklædte herre, der høfligt forklarede, at aftenens program med den noget prætentiøst-klingende titel Terra Nova: Sinfonia Antarctica, havde ladet sig inspirere af det mystiske hvide kontinent med pingvinerne, nederst på globusen. Der var også lidt diffus snak om klimabudskaber, men snart blev sceneområdet fyldt med hvidklædte levende skulpturer, mens DJ Spooky selv spillede på chimes og tøris, altimens præ-indspillede elektroniske klange fyldte rummet. Musikken betjente sig, ikke overraskende, af krystalklare lydbilleder og kunne, sine steder, minde en smule om den græske electronica-pioner Vangelis' gamle Antarctica-album, dog knap så melodiøs, men placeret et sted i grænselandet mellem ambient og new age.
 
Det neoklassiske kontinent
De hvidklædte skulpturer forlod scenen og blev erstattet af en til lejligheden sammenbragt strygertrio og klassisk pianist, mens Spooky selv indfandt sig bag sin elektronik. Samtidig blev der tændt op for de to storskærme, hvor billeder af isflager, sneklædte bjergkæder og pingviner slog tonen an. Det samme gjorde de fire musikere, som straks, og med stor præcision, gik i gang. Deres instrumenter blev undervejs udsat for elektroniske effekter fra Spookys maskineri, og så skulle man jo nok tro, at det var noget med kaskader af rumklang, her og der afløst af digitalknitren og smagfuld støj. Men nej. Og tak for det, i øvrigt. I stedet for at servere opklippet fragmentronica af den type, man måske efterhånden har hørt en enkelt gang eller to allerede, så tjente Spookys effekter i højere grad til at fremhæve den egentlige komposition, for det stod hurtigt klart, at her var tale om kompositionsmusik og ikke om fabulerende improvisation.
 
Musikalsk bevægede vi os i retning af amerikansk minimalisme i stil med komponister som John Adams, Steve Reich og Philip Glass, dvs. klassisk musik med fokus på melodiske aspekter og rytmisk fremdrigt gennem repetition. Men man fornemmede også fra tid til anden et slægtskab med programmusikkens traditioner i forsøget på at viderebringe oplevelsen af eller forestillingen om Antarktis, hvilket i øvrigt, efter undertegnedes beskedne mening, lykkedes en del bedre musikalsk end visuelt, hvor især anden halvdel af koncerten blev en lidt rodet affære hvad storskærmene angik, et sandt sammnsurium af hvad som helst med relation til Antarktis, fra gamle sovjetrussiske stumfilm til faktabokse og klimapolitiske budskaber.
 
Flot teknisk niveau
Både de fire musikere og Spooky i rollen som effektmester gjorde det godt. Med netop den type musik er det vigtigt, at den rytmiske forståelse er skarp, fordi her er tale om en rytmisk funderet klassisk tradition, men en tradition, der ofte ikke anvender rytmik i form af percussioninstrumenter i traditionel forstand, hvilket typisk kræver større præcision af de udøvende musikere - eller sagt på mere jordnær facon: det er lettere, at følge tempoet, hvis der er nogle trommer. Og det var der ikke, men ikke desto mindre var de fire akustiske musikere tight, og det samme må siges om Spookys effekter, også når han arbejdede med delays på de forskellige musikeres instrumenter.
 
DJ Spookys arsenal af tidligere samarbejdspartnere er imponerende; fra Ryuichi Sakamoto over Kronos Quartet til Chuck D, men på vandringen blandt Sydpolens pingviner forekom det mig, at Philip Glass stod som den mest prominente inspirationskilde, til tider i en sådan grad, at det næsten nærmede sig stilstudier. De bedste passager var i mine ører de udprægede melodiske og dramatiske, for de fremstod også som de mest personlige, og her beviste DJ Spooky, at han bestemt har noget at give af, også i relation til den klassiske minimalistiske tradition, og stor respekt herfra for ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. Det ville have været så let - og så forudsigeligt - at parre lidt vinterambient med en smule strygersovs for så at pakke det hele ind i smagfuldt programmerede hiphop-beats, men DJ Spooky valgte i stedet den prætentiøse løsning, og når man kan slippe af sted med det, så kan selv den prætentiøse løsning være den rigtige.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA