x
Yo La Tengo: Den Grå Hal, København

Yo La Tengo, Den Grå Hal, København

Yo La Tengo: Den Grå Hal, København

Anmeldt af Lars Rønn Olsen | GAFFA

Syrerock, solskinspop, vred punk og lo-fi garagestøj. You name it, they've got it. Yo La Tengo er berømte og berygtede for deres eklektiske bagkatalog, og lørdag aften i den Grå Hal var ingen undtagelse. En aften, der dog især stod i syrerockens tegn, hvilket ikke blev mindre udtalt af Christianias tydelige indflydelse på trioens højtflyvende støjen. Hele seks sange skulle der til, før en sjælden tavs Ira Kaplan var fattet nok til at introducere scenens bagtæppe, og mirakuløst nok var der ingen glemte tekster eller væltede mikrofonstativer undervejs - blot en vedvarende tung, dronet støjrock, spillet efter shoegazer-devisen: to geniale akkorder, gentaget præcist så mange gange, at alle har fattet, hvor geniale de er.

Efter den 15 minutter lange uhyre stenede udgave af "More Stars Than There Are In Heaven" bredte bandet sig ud i endnu en fjern afkrog af deres musikalske spektrum. Både tempo og volume blev sat helt i bund med den bedårende ballade-duet "If It's True" og det bløde latin-inspirerede "I'm On My Way". Begge fra nyeste opus vækkede de band og publikum fra den første halve times trance. "Why don't we float off in to space? / For a day / Just for an hour / For a while" - et ironisk spørgsmål stillet af et band, der netop selv var vendt tilbage til jordnære højder, men et værdsat stilskift, og så underspillet naturligt udført, som kun YLT kan gøre det. Efter en to timers musikalsk rutsjebanetur afsluttes koncerten på ligeledes jordnære manerer med Gram Parsons' "A Song For You", og cirklen var komplet. 
 
Publikum lå lunt i den hule hånd, og selv den ofte kritiserede lyd i den Grå Hal tøjlede YLT på absolut bedste vis. Det karakteristiske dundrende ekko blev ganske enkelt overdøvet af de dynamiske sange, og tiet ihjel af de stille. Den ekstra rumklang blev henkastet vendt til bandets fordel, og det industrielle feel lå glimrende til sættets materiale. Publikum ved, hvad de kan forvente af YLT - og får det - og det er der en rigtig god grund til. Man fristes et kort øjeblik til at sige rutinepræget, men finder hurtigt endnu et superlativ frem og kalder i stedet YLTs performance for rutineret. For efter 25 år og 12 studiealbum har de fundet ud af, hvad der virker, og leverede - selv under Christianias indflydelse - som sædvanlig varen i overlegen og uimponeret stil.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA