x
The Prodigy: Docken, København

The Prodigy, Docken, København

The Prodigy: Docken, København

Anmeldt af Kristoffer Kræn | GAFFA

Grundet restriktioner fra The Prodigys management kan GAFFA desværre ikke bringe billeder fra koncerten. Billedet stammer fra Prodigys koncert i Den Grå Hal i februar.

Forestil dig et Danmark uden leverpostejmadder, friværdi og velfærdssamfund. Et samfund, hvor revolutionen raser i gaderne, unge mennesker slår hinanden ihjel, og anarki er den højst opnåelige samfundstilstand. The Prodigy beskriver sådan et verdensbillede. Og de gør det fremragende. Som et af de bedst sælgende elektroniske bands i historien, med et repertoire fra hardcore techno til elektronisk punk og rock, og med en pulserende energi på scenen er de et indslag, man ikke kan undvære, selv på en søndag.

Knap 2.000 havde taget turen til den københavnske kulturkaj, hvor briterne fra Essex skulle spille op til rave. De tætpakkede lagerbygninger med betongulv og stålvægge var i samspil med The Prodigys  metalliske dødstekno og blændende stroboskoplysshow et forførende match. Publikum var enige, og svarede med moshpit, knæklys og masser af rave.

The Prodigy indtog scenen kvart over ni med ordene "where the fuck are my people, Copenhagen?" Den obskure forsanger Keith Flint var med sin karakteristiske holdning, sin absurde frisure og sin energiske fremtoning med det samme aftenens midtpunkt. Mens hans mørke halvdel Maxim Reality sang for, styrtede Keith Flint rundt på scenen for at banke publikum op i ravegear.

Gøg og gokke
Aftenens første nummer var "World's On Fire," fra Prodigys nyeste udspil "Invaders Must Die." På scenen blitzede røde, lilla og blå farver frem, mens The Prodigy satte smæk på forestillingen med headbanging og knaldhøj tekno. Med Keith Flint og Maxim Reality på scenen er man konstant under angreb. Lyden fra helikoptere, eksploderende bomber, og tudende sirener brager ud over scenekanten, mens forsangerne laver pludselige bevægelser mod publikum på de første rækker. De to er The Prodigys svar på Gøg og Gokke, når de spæner rundt på scenekanten, tager tilløb og slår hovederne sammen, eller kyler vand på moshpitten.

Trommeslager Leo Crabtree spiller en central rolle i Prodigys lydbillede. Derfor er det heldigt, at han ikke som resten af bandet slækker på kvaliteten for at lege sprællemand. Selvom han ikke officielt er med i bandet, var han hele vejen igennem koncerten den stabile instans i Prodigys kaotiske teknoverden.

Forsanger Maxim Reality er ikke noget vokalmæssigt vidunder. Men hvem gider tænke på det, når tilstedeværelsen er så svulstig, publikum går bersærk, og duggen planter sig som et tykt lag på Dockens metalvægge. Aftenens højdepunkt var således, da Maxim Reality midt i "Smack My Bitch Up" tvang publikum i knæ, for derefter at springe i vejret og rave. Snart en kliché inden for koncertverdenen, men ikke desto mindre altid en succes. Andre veludførte numre var "Breathe," "Poison," og "Their Law."

Desværre bruger The Prodigy en anelse for lang tid mellem numrene. Pauser på op til to minutters varighed mellem numre er for lang tid. Men teknofesten fortsatte heldigvis, takket være et meget ukræsent publikum.

Lunken lyd
Lyden på Docken var desværre af begrænset kvalitet. I åbningsnummeret "World's on Fire," var den så katastrofal, som man kunne frygte, når koncerten bliver holdt i en blikspand. Men der kom trods alt bedre styr på tonerne. Efter "Breathe" var lyden tilforladelig, uden på nogen måde at være prangende. I et nummer som "Run With The Wolves", hvor bassen er meget central, lød det forkvaklet og falsk. Når det fungerede godt, som i "Smack My Bitch Up", fra albummet "The Fat Of The Land", eller nummeret "Poison", fra "Music For The Jilted Generation," rakte publikum hænderne mod Dockens loft og overgav sig til de britiske mastodonter.

Men Prodigy skal have ros. Deres show og energi er sjældent set, og deres musikalske kvaliteter er ikke at sætte en finger på, hvis ikke det var fordi de spæner rundt som kakerlakker på coke. Lyden kunne sagtens være bedre på Docken, men Prodigys energi og udstråling medførte en spændende koncert. Nogle bands kan leve på et skarpt beat, en pumpende bas og en energisk indlevelse. The Prodigy er en af den slags bands. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA