x
múm med Hildur Guðnadóttir: VoxHall, Århus

múm med Hildur Guðnadóttir, VoxHall, Århus

múm med Hildur Guðnadóttir: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Et par hundrede mennesker havde trodset valgaftenen og fundet vej til VoxHall, hvor islandske múm stod klar for at præsentere sange fra deres nyligt udsendte femte studiealbum, "Sing Along To Songs You Don't Know" sammen med højdepunkter fra bagkataloget.

múm har gennemgået nogle udskiftninger gennem tiden, og den aktuelle live-lineup består af syv personer. Heraf hele tre vokalister, to kvindelige - Sigurlaug Gisladottir og Hildur Guðnadóttir - og en mandlig, Örvar Þóreyjarson Smárason. Vanen tro rummer múms udtryk både akustiske, elektriske og elektroniske instrumenter, og aftenens instrumentpark inkluderede blandt andet violin, cello, blokfløjte, flere melodikaer, ukulele, trompet, akustisk og elektrisk guitar, keyboards, el-bas og trommer. De akustiske instrumenter blev (bortset fra trompeten) betjent af de tre sangere, der også tog sig af melodikaerne, mens de øvrige fire stod for resten.

múm lagde blødt ud med "Illuminated" fra gruppens seneste album med de tre sangere i flotte enstemmige vokalharmonier. Denne type vokalarrangement skulle vise sig at være kendetegnende for store dele af aftenen, og de tre sangere gjorde det godt. Musikalsk befandt vi os i den afdæmpede, vemodige og folk-inspirerede ende, som múm er kendt for, og sådan fortsatte vi med "Marmalade Fires", hvor tonerne nåede stormfulde højder, men hvor der dog også kom lidt gang i trommerne. Begge dele til publikums tydelige tilfredshed.

Herpå satte múm tempoet op med den lidt pjattede, men dog meget charmerende "Hullabbalabbaluu", og holdt det oppe med "Breast Brambles". Undertegnede kom pludselig i tanker om, at den elektroniske side af múm anno 2009 faktisk ikke fylder særlig meget i forhold til, da gruppen debuterede i 2000. Ikke mindst live, hvor et par forholdsvis tilbagetrukne keyboards stod for teknologien, mens de akustiske instrumenter fik masser af spillerum. Ikke noget dårligt bytte, for múms lineup er i dag yderst habile og erfarne musikere - noget, man ikke helt kunne sige om dem i de unge år, hvor de nok også dengang spillede på mange forskellige instrumenter, men ikke nødvendigvis med særlig stor elegance. Og ofte stod og rodede ubehjælpsomt mellem sangene, når instrumenter og/eller teknik drillede, som eksempelvis på VoxHall tilbage i 2001.

Kvinderne i centrum
múms visuelle midtpunkter er - helt bogstaveligt - de to kvindelige medlemmer, der som nævnt begge synger og spiller henholdsvis ukulele/melodika/blokfløjte/el-bas og cello/violin/melodika, og de gør det fortrinligt, men alle syv musikere kan deres musikalske abc til fingerspidserne. De elektriske guitarister Eiríkur Orri Olafsson og Róbert Sturla Reynissonvar forholdsvis tilbageholdte, men faldt af og til ind med lidt skarpe akkorder som passende modvægt til de skrøbelige akustiske instrumenter. Godt gået.

Efter at have startet blidt og derefter være gået langsomt op i tempo vendte koncerten for en stund tilbage til det mere underspillede, inden der igen kom lidt mere fut i fejemøjet, og sådan gik det op og ned, inden koncerten endte med decideret syng-med-stemning i det yderst smittende titelnummer fra múms seneste album med den meget passende titel "Sing Along To Songs You Don't Know". Aftenen sluttede i et veritabelt støjorgie med ekstranummeret, en meget larmende udgave "Green Grass Of Tunnel", et af aftenens få numre, der ikke var hentet fra det seneste album eller forgængeren "Go Go Smear The Poison Ivy", men derimod fra múms andet album, "Finally We Are No One" fra 2002. Efter denne kraftudlanding kunne ingen tillade sig at forvente mere, og múm bukkede og takkede - og det samme gjorde publikum.

En fin aften, hvor múm kom godt op at flyve uden dog decideret at få de små hår i nakken til at rejse sig. Dertil er deres sangmateriale alligevel for beskedent. Men de gjorde det godt og har stadig masser af relevans her fem album inde i karrieren.

Opvarmning: Hildur Guðnadóttir ****
Inden múm fik vi en halv times opvarmning ved Hildur Guðnadóttir, der som nævnt også var med i múm på både sang, cello og violin. Som solist nøjedes hun dog med at spille cello og igangsætte forskellige diskrete backingspor på sin computer. Var múm ofte forholdsvis afdæmpet i sit udtryk, holdt Guðnadóttir sig helt nede med lange og dybt melankolske toner i repetitive, minimalistiske og drømmende kompositioner. Ofte fik hun hjælp af múm-musikerne Gunnar Örn Tynes på bas og Eiríkur Orri Olafsson på trompet, og de to hjalp yderligere til at fremtrylle en meget melankolsk stemning, som fungerede fint som introduktion til det, vi siden skulle høre hos múm.

múm spiller i Lille Vega i København 18. november


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA