x
The Storm: Lille Vega, København

The Storm, Lille Vega, København

The Storm: Lille Vega, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Aftenen efter, København oplevede sæsonens første vitterlige storm, er det blevet tid til at opleve stormvejret i overført betydning, idet Pernille Rosendahl og Johan Wohlert indtager en af landets bedste scener. Klokken er tyve over ni, salen er fyldt op helt fra start, og The Storm gør klar til at spille den første koncert på den turné, der følger naturligt i slipstrømmen på sidste måneds udgivelse af gruppens andet album, ”Black Luck”.

Efter strid modvind i forbindelse med debutalbummet, ”Where The Storm Meets The Ground”, der udkom i februar sidste år, byder det nye album på en stærkt øget balance mellem de tunge arrangementer og Rosendahls feminine stemme. Det var denne balance, det kneb med på debutalbummet, og som gjorde, at en bred kritikerskare smed mindre begejstrede anmeldelser efter det.

Rosendahl og Wohlert har i forbindelse med udgivelsen af ”Black Luck” fremstået væsentlige mere jordbundne og ligefrem ydmyge, end da de, ja, stormede noget kæphøjt frem med debutalbummet med en naturlig forventning om langt større succes, end de kom til at opleve. Det er derfor med en vis spænding, at koncertstarten afventes – i hvilken grad vil dette holdningsskift påvirke bandets liveoptræden?

Meget lidt subtilt
I første omgang ikke ret meget. Åbningsnummeret er den ganske catchy ”Are You Shoes Too Tight?” fra det nye album, som følges op med ”Beauty Of Small Things” fra debuten. Badet i dyster belysning og et hyppigt anvendt stroboskop tordner bandet derudad, som fik de penge for at give pokker i støjloftet på 85 decibel. De næste fire numre er alle fra ”Black Luck”, men det er svært at fornemme nogen som helst grad af nedtoning i forhold til det i dén grad unødigt tunge udtryk. Det er mildest talt alt for voldsomt over hele linjen og så lidt subtilt, at man helt kan glemme, at det begreb overhovedet findes.

Alle disse ellers ganske udmærkede nye numre har derfor desværre tendens til at drukne i for megen støj og en truende monotoni – dog med undtagelse af den fine ”Dominos”, der skiller sig positivt ud, takket være Rosendahls vokal, der svinger sig både smukt og sikkert rundt i den nydelige melodi, der akkompagnerer guitaren, som har tendens til at lyde som, hvis man bad Machine Head om at spille Stone Temple Pilots’ ”Sex Type Thing”.

Det, der vil vise sig at være halvdelen af den ordinære spilletid – seks numre – er overstået, og så vidt er det desværre lidt af en skuffelse at bevidne The Storm. At det nye album er en markant forbedring af udtrykket i forhold til debuten, har hidtil ikke givet sig udslag på scenen. Tværtimod har bandet formået at få netop de nye numre til at rumme al for meget af den ubalance, der prægede debuten, og det er ærgerligt.

Vinden vender – i dén grad
Men – så sker der noget. Og der er ikke bare tale om et lille glimt af forandring til det bedre. Tværtimod løfter hele koncerten sig markant fra og med titelnummeret fra ”Black Luck”. Endelig slapper Wohlert og de øvrige musikere bare en smule af, og musikken får lov til at rumme væsentligt flere nuancer, end den hidtil har gjort. Al frygt for monotoni forsvinder desuden med de to afdæmpede numre, ”Pass For A Lonely Person” fra ”Black Luck” og titelnummeret fra ”Where The Storm Meets The Ground”. Hvis man fuldt forståeligt har savnet dynamik i bandets udtryk, afsløres det med netop disse tre numre, hvor meget mere spændvidde bandet faktisk rummer.

Når der så følges op med de to bedste numre fra hvert af de to album – radiohittet ”Lullaby” og den fremragende ”Wall Of Shame”, der åbner det seneste album – så oplever man pludselig The Storm i et format, hvor hele skæbnefortællingen om Rosendahl og Wohlert, der ellers kan være svær fuldstændigt at abstrahere fra, bliver fuldkommen ligegyldig. Det eneste, der her og nu er relevant, er det medrivende og imponerende niveau, som det sortklædte par formår at levere. Rosendahl synger for fulde lungers kraft, misser stort set ikke en eneste tone og lyder således aldeles formidabel. Det har hun for så vidt gjort hele koncerten igennem, men først nu kan man for alvor værdsætte det.

Det første punktum bliver sat med ”Honesty”, der trods en lidt noller tekst alligevel lægger sig i liga med de bedste af gruppens numre. Ekstranumre ved alle, at der er i vente, og kort efter at have forladt scenen gør bandet nok engang sin entré. Rosendahl snakker glad og opløftet med publikum, som hun også har gjort det i løbet af koncerten, inden hun præsenterer ”Drops In The Ocean” – singlen, der markerer den officielle begyndelse for hele fortællingen om The Storm for snart to år siden. Den er nu som dengang en bizart pompøs sag, men vinder naturligvis points takket være genkendelsens glæde.

Det allersidste nummer bliver ”Death And Dust”, der også slutter ”Black Luck” af. Ikke den mest publikumsvenlige afslutning, man kunne have forestillet sig, men ikke desto mindre en fin afrunding på en koncert, der havde sig selv og sine alt for tunge udladninger at kæmpe med i første halvdel – men som så afgjort løftede sig op på et højt niveau og blev væsentligt mere vedkommende i den anden.

The Storms turné fortsætter til følgende byer:
21/11 - Århus, VoxHall
26/11 - Odense, Posten
27/11 - Aalborg, Studenterhuset
05/12 - Roskilde, Gimle


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA