x
Clutch: Pumpehuset, København

Clutch, Pumpehuset, København

Clutch: Pumpehuset, København

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Clutch er som en gammel egetræsskov. Bundsolid, granvoksen, saftigt levende og utroligt opløftende. De frygter ikke det simple, de aspirerer ikke til det overdængede, og hullerne i deres musik synes rigeligt udfyldt med energi og no-nonsense attitude.

"Let's drink beer and play rock'n'roll together," opfordrer forsanger Neil Fallon på et tidspunkt.

Det pænt pakkede pumpehus tager glædeligt imod. Karismatiske Fallon griber både mikrofonen og alles opmærksomhed som han går ned i knæ, læner sig bagover og udspyer omkvædet "Anthrax and Radio" fra åbningsnummeret "50.000 Unstoppable Watts".

Ja, titlerne er underlige, og det passer til bandet. De instrumentbærende bandmedlemmer tager kun øjenkontakt med publikum en håndfuld gange i løbet af den cirka 100 minutter lange koncertopvisning i veldrevet triorock. Resten af tiden forsvinder de ind i sig selv og deres sublime spil.

Guitarist Tim Sult kan bedst beskrives som en ølkvabset bodega-sut, som nogen har hængt en Gibson-guitar om halsen på. Men bruger man ørerne, kommer overraskelsen; her står en ægte potentiel guitarlegende. Og han er (for det meste) den eneste på guitar i det lille band, mens hans tætte, fyldige spil giver indtryk af flere. Hans wah-wah-arbejde er lige så vildt og lystigt som Jimmy Pages omend en god portion mere tight.

De tre instrumentalister producerer en tæt lydmur på scenen (ind imellem assisteret af Neil Fallon på guitar eller koklokke). Dan Maines ligger med sin solide og kraftige bas blandt de bedste i triogenren, mens Jean-Paul Gaster er en ren grooveekvilibrist bag den 26 tommer store stortromme.

Flere gange i løbet af koncerten træder resten af bandet et skridt tilbage og overlader beatet til Gaster. Suppleret af Neil Fallon på ferm koklokke er han tungrockens svar på en trancendental-oplevelse. Og mens han tamper løs på et beat, der bare ikke lader sig slå ned, pruster han byger af sveddråber ud i luften omkring sig - flot oplyst bagfra.

Neil Fallon ser konstant og kontant publikum an. Han skuler fælt provokerende, men hans utroligt selvsikre stil er også noget af det mindst prangende set på en scene. Med vilde, opspilede øjne og en ustyrlig mund bag den velvoksne grævling kaster han sig omkring og spytter sine særegne tekster ud med et engagement som en amerikansk midtvest-prædikant i en mindre landsbykirke - nøjagtig som i videoen til den sublime "Burning Beard".

Dét nummer får vi halvvejs gennem koncerten, og det er bare et af utallige højdepunkter. "Electric Worry" er et andet - superfunky, boogierock komplet med slideguitar og partyomkvæd. "The Soapmakers" sætter tempoet op og trækker Pumpehusets publimum med deropad. Længere henne er "Abraham Lincoln" mesterligt march-rock med guitarriff af uhyggelig tyngde.

Vi gynger, svajer og groover med hillbilly'erne fra Maryland, USA, der gengælder med indfølt, koncentreret skovmandsskjorterock; ubeskrivelig tight og fremført uden dikkedarer. Silkeborgs træner, Troels Bech, er også med i salen, hvor han før koncerten blev set i dyb samtale med adskillige fodboldentusiaster.

I koncertens sidste kvartal sætter en svag kedsomhed ind. Lige så dygtige Clutch er til at udvikle, adsprede og præsentere deres musik inden for den særlige stil, de selv har defineret - lige så lidt kommer man udenom, at variationen trods alt ikke er så stor. Man føler pludselig, at det hele er en kende ensporet, omend hverken kedeligt, kalkuleret eller ueffent.

"You're not getting tired, are you Copenhagen?" Jo, faktisk - og Fallon overrasker: "Well, I am. Time for some beer power," pointerer han og griber en dåseøl.

"Gravel Road" vokser og vokser, eskalerer op i et lydinferno - energisk og pågående - men også med ærgerligt formindsket effekt på grund af et abnormt lydtryk, som bandets lydmand insisterer på. Synd, for
der går en del detaljer tabt - og man fornemmer også publikums lydtræthed forplante sig fra ørerne og nedad. Én stjerne fratrukket på den konto.

Clutch har sikkert oplevet det, der er værre, men et kedsommeligt blik opad afslører, hvor møgbeskidt Pumpehusets bjælkeloft er, overalt pakket ind i enorme støvklumper, der sitrer med musikken og truer med at dale ned over publikum. Måske ikke de mest hygiejniske forhold at rocke "under"...

I Clutchs øjne må Pumpehuset virke lidt halvtamt sammenlignet med de amerikanske MC-klubber og bikerbarer, hvor bandets musik virkelig hører hjemme. Vi andre kan blot begejstres over rigtig rock spillet på rigtige instrumenter af rigtige musikere i svedige T-shirts. Kom snart igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA