x
Magtens Korridorer: Kielgasten, Holstebro

Magtens Korridorer, Kielgasten, Holstebro

Magtens Korridorer: Kielgasten, Holstebro

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Forsanger Johan Olsen var lige stået ud af sygesengen efter fire dage med romtoddyer og Kodimagnyl. Det kunne naturligvis høres på stemmen, og med vanlig slagfærdighed kunne han fra scenen meddele, at det "kraftedeme var dejligt at være tilbage fra de døde", og at det tætpakkede publikums enorme begejstring var kommet helt bag på bandet, der var dybt taknemmelige for at kunne spille deres første koncert på dette lille spillested, Kielgasten i Holstebro, med et så tændt publikum. Her var ingen vestjysk tilbageholdenhed at skue. Således blev flere dårlige odds i løbet af aftenen ved hjælp af bandets rå energi og publikums begejstring vendt til noget stort. Sådan forholdt det sig også med den stenhårde lyd i lokalet, der langtfra er velegnet til Magtens Korridorers massive lydtryk. Fra starten af koncerten var lyden nærmest uudholdelig uden høreværn, men det blev der heldigvis delvist rådet bod på hen af vejen, selvom vi helt sikkert er mange fra publikum, der i dag har en summende hyletone siddende i kraniet. Der blev spillet ubehageligt højt!

Bandet lagde ud med sangene "Noget Om Helte", "Blå Løgn" og "Engle" fra deres nye album "Milan Allé", inden vi fik "Picnic (På Kastellet)" fra deres album "Friværdi" fra 2005, der nok en dag skal få en velfortjent klassikerstatus i dansk rock. Desværre har de to seneste plader "Det Krøllede Håb" og "Milan Allé" langtfra samme pondus. Men nu var det jo heller ikke plader, vi var kommet for at høre, og Magtens Korridorer gav den bestemt fuld energi og indlevelse også på de svagere sange, som bandet desværre har lidt for mange af. Efter "Picnic" fik vi bandets vel nok bedste sang "Sara har..". En på alle måder uhyggelig smuk og stærk sang, som igen igen fik gåsehuden frem, var aftenens højdepunkt. Den smukke dynamik mellem den stille guitar og et hårdtslående omkvæd går bare lige ind, der hvor sørgmodighed gør godt. Til gengæld bliver man temmelig træt, når man skal høre bandet skrige sig igennem forvrøvlede linjer som for eksempel denne fra "Snot og Ild" "Se et liv gå i ring, gennem snot og ild".

Så var der mere liv i både tekst og musik i den nye sang "Sidste Omgang" skrevet om en ven og bartender på bandets stamværtshus på Vesterbro, som ifølge Johan Olsen døde af alle de livsstilssygdomme, man kan få. Stærkt overvægtig røg og drak han, som gjaldt det livet, hvilket det jo også på en måde gjorde, som Olsen eftertænksomt gjorde opmærksom på fra scenen, da denne ven døde blot 40 år gammel. Derefter fik vi "Nordhavn Station", som ganske enkelt er et forbandet godt rocknummer med et dejligt enkelt hårdtslående guitarriff, der sidder lige i skabet. "Hestevisen" fik forreste halvdel af publikum til at gå fuldstændig amok i fællessang, hop og håndtegn, mens "Lorteparforhold!", "Vesterbro" og "Milan Allé" fik lov at afslutte en stort set vellykket aften, som fik givet svineinfluenzaen en velfortjent fuckfinger!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA